Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Vi lever længere, men færre danskere indbetaler til pension

Vi lever længere, men færre danskere indbetaler til pension

13. december 2019
Gå til nyhedsoversigt

Det går den forkerte vej, når man ser på antallet af danskere, der indbetaler til deres pension. Og det er til trods for, at vi lever længere og har større forventninger til livet i den tredje alder.

I 1998 indbetalte 95 pct. af alle 18-64-årige til en pensionsordning. I 2017 var dette tal faldet til 88 pct. Det viser tal fra ATP. Den primære årsag til faldet er, at den Særlige Pensionsopsparings-ordning (SP-ordning) blev suspenderet i 2004. SP-ordningen havde ellers historisk sørget for, at stort set alle danskere automatisk fik sparet op til pension. Sådan er det ikke længere.

Vi lever længere – og vil have mere ud af livet

At ordningen nu ikke længere eksisterer, har betydet, at fx selvstændige og personer på overførselsindkomst betaler meget mindre eller slet ikke ind på en pension i forhold til tidligere. Men behovet for at spare op til pension er tværtimod ikke blevet mindre.

”Vi lever længere og længere, og hvor en nyfødt i 1998 kunne forvente at leve frem til en alder af 76 år, er det tal i dag steget til 81 år. Der er med andre ord behov for, at den pose penge, vi sparer op til pension, varer længere”, siger pensionschef i Arbejdernes Landsbank Yvonne Hansen.

> Få gode råd om din pension

Hver 5. dansker mangler overblik over deres pension

Mange af os har ikke overblik over, om pensionsopsparingen rækker hele livet ud. En femtedel af danskerne ved fx ikke, hvor meget deres arbejdsgiver indbetaler af deres løn til pension hver måned eller hvilke forsikringsordninger, der er inkluderet i deres pensionsordninger. Det viser en undersøgelse fra Forsikring & Pension.

”Det er naturligvis problematisk, fordi det i værste fald kan betyde, at man ikke sparer nok op eller er underforsikret i tilfælde af sygdom eller død. Så kan du risikere ikke at kunne leve det liv, du ønsker og forventer, når du går på pension. Eller at du og familien bliver tvunget fra hus og hjem, hvis du kommer ud for en ulykke eller dør tidligere end forventet”, siger Yvonne Hansen.

Få overblik over din pension

Der er derfor alt mulig grund til at få sin pension set efter i sømmene – og om opsparingen er tilstrækkelig til at kunne blive boende i huset, rejse og i det hele taget udfolde dit liv på den måde, du går og drømmer om den dag, du går på pension – eller hvis livet skulle tage en uheldig drejning.

”På Pensionsinfo kan du overblik over, hvor meget du samlet set kan forvente at få udbetalt ved pension, sygdom og død. Men den tager ikke højde for, om udbetalingerne matcher dine forventninger. Så hvis du gerne vil have overblik over, om din pensionsopsparing nu også rækker til en jordomrejse, to biler og en kalender spækket med fritidsaktiviteter som pensionist – så er det vigtigt at søge rådgivning og få lavet nogle beregninger”, lyder rådet fra Yvonne Hansen.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening