Gå til indhold PrivatErhvervAL-KontoKig Gå til navigation
Sådan kommer din konto gennem julen

Sådan kommer din konto gennem julen

14. november 2017
Gå til nyhedsoversigt

Julen koster som bekendt mange penge. Ja, det er faktisk den dyreste tid på året for din konto næstefter sommerferien. For de fleste af os vælger traditionen tro at forsøde tilværelsen i december måned med lidt ekstra hygge og god mad - og så er der jo alle gaverne! 

For at undgå at de økonomiske tømmermænd varer lige til påske, har vi i samarbejde med vores kunder samlet 7 tips til, hvordan du kommer lidt billigere og smartere gennem julens mange fristelser. 

1. Aftal et julegavebudget

Bliv enige om et beløb til julegaver i jeres familie, som alle kan være med på. I kan også give fællesgaver til par eller hver familie - eller nøjes med kun at give gaver til børnene.

2. Lad ungerne blive hjemme

Køb dine julegaver i god tid. Al erfaring viser, at indkøbsture foretaget under stress – fx i sidste øjeblik med lange køer og utålmodige børn - i de fleste tilfælde bliver dyrere, end hvis du har fred og ro.

3. Slå til på Black Friday

Hvis du på forhånd ved, hvad du går efter, kan du overveje at slå til på Black Friday, som i år falder fredag den 24. november 2017. Der kan sagtens være 25–50 pct. at spare på udvalgte varer. Men vær kritisk over for høje før-priser, der skal få tilbuddene til at se bedre ud, end de reelt er. Det kan du gøre ved være bevidst om prisniveauet på forhånd.

4. Køb brugt eller lav gaverne selv

Nettet flyder over med brugte ting, som folk gerne vil sælge. Står du og skal finde en gave til et barn i familien, kan det være en ide at købe legetøjet brugt, fx elektronik med et par år på bagen. Kvaliteten kan være næsten ligeså god som på et nyt stykke legetøj, og barnet bliver formentlig ligeså glad. Du kan også lave gaven selv. Den går nok ikke hos de lidt større børn, men andre voksne vil sikkert blive rigtig glade for et klippekort til fx opvask, bilvask, pasning af børn eller kæledyr.

5. Pas på de hurtige lån

Butikkerne frister med alt fra lave månedlige ydelser og rentefrihed, når du træder ind ad døren. Men pas på – også selv om lånet er rentefrit! For det første risikerer du at købe mere, end du ellers ville have gjort. For det andet risikerer du, at der løber flere omkostninger på lånet, end du regner med – især hvis du ikke kan betale til tiden.

6. Køb dine togbilletter i god tid og spar penge

Skal du med toget, bussen eller færgen hjem til jul, så tjek i god tid, om der er nogle billige afgange. Det kan der være, hvis du rejser på skæve tidspunkter som tidlig morgen eller sen aften. Du kan også undersøge, om du kan få et lift eller give et lift (fx via GoMore) og dermed spare penge og benzin ved fælles transport.

7. Pas på elforbruget i julen

Vi skruer ekstra op for julebelysningen i juletiden. En undersøgelse fra Yougov viser, at 56 pct. har ekstra meget lys tændt i juletiden for hyggens skyld. Og det er da også flot at se på, men husk at elmåleren så også løber hurtigere rundt end normalt.

Julekonto: Spar op til næste jul

Hvis det stadig kniber med at få julebudgettet til at slå til, så kan du i god tid - før næste jul - oprette en særskilt opsparingskonto i fx din netbank. Indsæt et fast månedligt beløb på kontoen fra din løn- eller budgetkonto, så du får sparet det beløb op, som du skal bruge på julen næste år.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening