Gå til indhold PrivatErhvervAL-KontoKig Gå til navigation
Her er de 5 vigtigste ting, du bør vide om andelsboliger

Her er de 5 vigtigste ting, du bør vide om andelsboliger

21. september 2017
Gå til nyhedsoversigt

Andelsboliger skifter hænder hurtigere end nogensinde i storbyerne på grund af det lave udbud og den massive efterspørgsel. Men selvom du måske er ivrig efter at sikre dig en andelsbolig, skal du se dig godt for, inden du skriver under på andelsbeviset - det kan spare dig for tusindvis af kroner. 

1. De kedelige vedtægter

Andelsboligforeningens vedtægter lyder kedelige, men de er vigtige – de er nemlig andelsboligforeningens ”lov”, så at sige. Tjek om de harmonerer med dig og dine ønsker. Er det eksempelvis tilladt at holde husdyr, at fremleje boligen, og hvem må du sælge boligen videre til? Tjek også servitutter og deklarationer på ejendommen - det kan eksempelvis være tinglyst, at det ikke er tilladt at videresælge boligen med fortjeneste.

2. Hvad taler andelshaverne om på generalforsamlingen?

Referater fra generalforsamlingen er ikke kun noget, din kunderådgiver skal læse – dem har du god grund til også at tage et nærmere kig på. I referaterne kan du ofte finde info om eventuelle interne problemer i foreningen. Eller om foreningens eventuelle planer for større tiltag, der kan få økonomiske konsekvenser for dig, eksempelvis renovering af ejendommen eller opførelse af altaner.

3. Driften i andelsboligforeningen

En andelsboligforening er at sidestille med en erhvervsvirksomhed, og når du bliver andelshaver, bliver du medejer af foreningen. Tjek derfor om der er overskud på driften, og hvilke indtægter der regnes med: Er foreningen for eksempel afhængig af en stor lejeindtægt fra udlejningslokaler til erhverv?

4. Sæt gælden og lånene under lup

Som andelshaver hæfter du for foreningens gæld sammen med de øvrige andelshavere. Udover størrelsen på gælden er det væsentligt at finde ud af, hvilke lån foreningen har optaget, herunder om renten på lånene er fast eller variabel, om lånene er afdragsfrie mv. Er der knyttet en renteswap til foreningens lån, kaster det ikke nødvendigvis økonomiske problemer efter sig, men du skal være særligt opmærksom, da risikoen ved denne type lån typisk er væsentligt højere sammenlignet med øvrige lån.

5. Hvordan er prisen på andelen fastsat?

Du gør klogt i at undersøge, hvordan prisen på andelen i salgsopstillingen er beregnet. Er værdien beregnet ud fra det maksimalt mulige, kan værdien falde, hvis eksempelvis vinduer eller tag skal skiftes, efter du har overtaget andelsboligen. Andelsboligforeningen kan også have indlagt en buffer, så der er plads til udsving i værdien eller til fremtidig vedligeholdelse.

Brug for hjælp? Vi er eksperter i andelsbolig

Økonomiske og juridiske faldgrubber er der nok af, når du køber en andelsbolig, så tag altid professionelle med på råd. Udover at det er en god ide at alliere sig med en advokat eller en revisor, kan din bank også hjælpe. Arbejdernes Landsbank er ekspert i andelsboliger og blåstempler de sunde andelsboligforeninger, så du hurtigt kan få svar på, om du er ved at købe dig ind i en andelsboligforening med en sund økonomi.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening