Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Giv sommerhusdrømmen et økonomitjek

Giv sommerhusdrømmen et økonomitjek

9. april 2017
Gå til nyhedsoversigt

Påskeferien er højsæson for boligsøgende på jagt efter sommerhus. Og flere har i år planer om at købe sommerhus, viser en aktuel analyse fra Voxmeter. Det er egentlig ikke så overraskende, for danskerne kan lige nu glæde sig over stigende beskæftigelse, lave renter og større friværdier i mange helårsboliger.

Samtidig har sommerhusmarkedet ikke udviklet sig med samme fart som resten af boligmarkedet, så der er mulighed for at gøre et fornuftigt køb. Sommerhuspriserne tættest på Hovedstaden har så småt bevæget sig opad de seneste to år.

Kommer man længere væk fra hovedstadsområdet, har priserne i de fleste kommuner bevæget sig sidelæns siden 2014/2015, og i enkelte områder er priserne fortsat med at falde. Men lige nu er der flere politiske forslag på bordet, som kan give en saltvandsindsprøjtning til sommerhusområder, hvor salget går knap så godt. 

Det koster det

Inden man bliver fanget af forårsstemningen, er det en rigtig god ide at sætte sig ind i økonomien i et sommerhuskøb. Man skal helst bruge sit sommerhus i 10-14 uger på et år, før det giver økonomisk mening - eller være villig til også at leje det ud i nogle uger om året. 

Finansieringen af sommerhus kan se ud på mange måder, afhængig af hvilket lån man vælger. I vores regneeksempler i denne analyse lander den samlede månedlige udgift på 3.650 kr., 4550 kr. eller 5.250 kr. for et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvm. til 1,1 mio. kr.

Men én ting er økonomi - noget andet er drømmen og værdien i at have sit helt eget feriested. Et sommerhuskøb skal først og fremmest være drevet af lyst og behov.

Læs mere om økonomi, finansiering og udlejning af sommerhus i denne analyse fra cheføkonom Signe Roed-Frederiksen.