Gå til indhold PrivatErhvervAL-KontoKig Gå til navigation
Ny bil: Delebil eller købebil?

Ny bil: Delebil eller købebil?

20. juni 2016
Gå til nyhedsoversigt

Hvad kan bedst betale sig: At tilmelde sig en delebilsordning – eller at købe sin egen bil? Vi har spurgt bankens privatøkonom og fået ham til at regne på det.

Delebilerne strømmer ud på vejene i de større byer. De kan for nogle være en god løsning, hvis man har et begrænset behov for en bil, men gerne vil have muligheden en gang imellem. 

”Delebiler vil typisk være interessante for unge, studerende og enlige med et lille kørselsbehov, som bor i en større by,” lyder den overordnede konklusion fra Brian Rasmussen, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Ifølge en ny undersøgelse fra Det Økologiske Råd overvejer de 18-35-årige københavnere (43 pct.) og aarhusianere (37 pct.) at benytte en delebilsordning, mens tallet er lavere for andre aldersgrupper. Indtil nu er det dog kun henholdsvis 7 pct. og 4 pct. af de unge, der rent faktisk har været tilmeldt en delebilsordning.

Men hvor meget skal man køre, før det kan betale sig at købe egen bil?

”Det er svært at fastsætte et præcist kilometertal, men et godt bud er et kørselsbehov på mindst 3.000 km.,” siger privatøkonom Brian Rasmussen.

Han har i sit regnestykke sammenliget en Ford Ka delebil fra Hertz Delebiler med køb af en ny VW Up til 100.000 kr.

Det koster delebilen

Til delebilen kan man vælge et A-medlemskab til 300 kr. (99 kr. for studerende) eller et C-medlemskab til 0 kr. I dette regnestykke tager vi udgangspunkt i et A-medlemskab til en Ford Ka. Det udløser en timepris på 20 kr. eller en dagspris på 200 kr. for at benytte bilen. Dertil kommer en pris på 2,75 kr. pr. kørt kilometer.

Med et kørselsbehov på 3.000 kr. om året fordelt på ca. 30 timer med korte og lange ture hver måned udgør delebilen en månedlig udgift på 1.836 kr.

Det koster købebilen

En ny købebil VW Up til 100.000 kr. med samme årlige kørselsbehov på 3.000 km, finansieret med en egen-udbetaling på ca. 20.000 kr. og et lån på ca. 80.000 kr. over 7 år, udløser en månedlig udgift på 2.270 kr. (Beløbet er inkl. forsikring, vægtafgift, vedligeholdelse, benzin og lån).

Det får privatøkonomen til at trække disse konklusioner:

”Hvis du har et ”begrænset kørselsforbrug” på under 3.000 km om året, så slipper du billigst med en delebil. Du må til gengæld give afkald på den fleksibilitet, der er ved at have egen bil. Du kan ikke altid være sikker på at få fat i en delebil, med mindre du er i god tid med reserveringerne,” siger Brian Rasmussen og uddyber:

”For bilkøbet taler, at bilfinansiering er ekstremt billigt i disse år pga. den rekordlave rente. Benzinpriserne er også helt i bund i øjeblikket. Og så får du selvfølgelig den ubegrænsede fleksibilitet, at du altid har adgang til din bil - undtagen når den er på værksted, som du jo også selv skal betale for.”

FAKTA

Fordele ved delebil:

• Intet bøvl med parkering af bilen eller udgift til parkering. Desuden er antallet af parkeringspladser presset af, at antallet af biler i Danmark er steget fra ca. 2 til 2,3 millioner de seneste 10 år, så der er rift om pladserne!

• Omkostningerne ved at deltage i en delebilsordning er relativt lave. Der er typisk et oprettelsesgebyr og et månedligt abonnement. Derudover betaler man efter forbrug (typisk pr. time eller pr. dag samt antal kilometer).

• Et godt alternativ til tog/bus, hvis du har meget bagage, som er svært at få plads til i toget/bussen. Mange delebiler kan efterlades på valgfri steder.

• Du begrænser sandsynligvis dine biludgifter. For hvis du ikke har en bil stående ude på gaden, har du også tendens til at bruge den mindre.

Ulemper ved delebil:

• Der er ikke den samme magelighed over en delebilsordning. Hvis delebilen holder et stykke væk, forsvinder det fleksible i ordningen. Derfor er ordningen mest til de store byer, hvor der ikke er lang afstand til nærmeste delebil.

• Hvis man har et stort kørselsbehov, bliver omkostningen ved en delebil for høje. Hvis man fx kører til arbejde hver dag, vil det bedst kunne betale sig at have egen bil.

• Man kan ikke altid bare tage bilen spontant, når man har lyst, da den ofte skal reserveres i forvejen.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening