Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Deleøkonomi: ”Vi sover hos vennerne, mens vi udlejer vores egen lejlighed”

Deleøkonomi: ”Vi sover hos vennerne, mens vi udlejer vores egen lejlighed”

16. juni 2016
Gå til nyhedsoversigt

Deletjenester har gjort det normalt for almindelige mennesker at udleje boligen til turister og andre, der har brug for et par overnatninger i en fremmed by.

Man lejer ud, hvis man alligevel selv er ude at rejse i kortere eller længere tid. Nogle arrangerer endda at flytte ud af sin egen lejlighed i nogle dage, hvis der er efterspørgsel på deres lejlighed.

Det gør Kirstine og Lasse fra København. Kæresteparret har igennem det seneste år sovet hos vennerne ca. 6 gange om året, så de kan udleje deres egen lejlighed og tjene en skilling på det.

”Nogle gange udlejer vi vores lejlighed en weekend, når vi tager til Jylland for at besøge Lasses forældre. Andre gange er det i en længere periode, hvis vi skal på ferie. Hvis vi gerne vil tjene lidt ekstra, gør vi nogle gange det, at vi sover hos vores venner, mens vi lejer vores lejlighed ud,” fortæller Kirstine.

”Vores lejlighed står egentlig altid som tilgængelig på AirBnb. I de perioder, hvor vi ikke har noget behov for at låne den ud, sætter vi prisen op. Hvis der så alligevel er nogen, der kontakter os og gerne vil låne den et par dage, så finder vi ud af, om vi kan finde et andet sted at sove i de dage,” siger Lasse.

Og det plejer der at være: Kirstine og Lasse har en gruppe venner, der også lejer ud. Alle er indforståede med at stille en seng til rådighed for hinanden, hvis deres lejlighed bliver lånt ud. Det er kun hyggeligt at sove hos hinanden i ny og næ, synes de.

Hvorfor vælger i at leje ud?

”Det giver os et større økonomisk råderum i hverdagen, men vi vil ikke gøre det til en forretning. Det har også vist sig, at vi møder mange spændende mennesker, der passer godt på vores lejlighed, og som har stor glæde af den. Derudover har vi selv stor glæde ved at benytte AirBnb, når vi er ude at rejse. Vi føler, at når vi selv benytter os af ordningen og har stor glæde af den, så må vi også bidrage til, at andre får samme gode oplevelse,” siger Kirstine.

”Det kan da være en smule bøvlet at leje sin lejlighed ud, for man skal være en god vært, sørge for at der er ryddet op, rede seng og stille rene lagener og håndklæder til rådighed. Men det er meget få ting i forhold til, hvad vi får ud af det,” mener Lasse.

”Indtil nu har vi kun haft gode oplevelser. Selvfølgelig kan der være lidt slidtage eller spildt vand på køkkenbordet. Men vi har ikke oplevet, at der er gået ting i stykker. Vi fortsætter, indtil det ikke kan betale sig længere – f.eks. hvis det bliver for besværligt med den økonomiske gevinst – eller hvis vi får en dårlig oplevelse. Når vi får børn, skruer vi nok ned for det, så det kun er i de perioder, hvor vi alligevel planlægger at være væk,” lyder det fra Kirstine og Lasse.

FAKTA:

Sådan er beskatningen af boligudlejning

Når du udlejer din bolig, skal du betale skat af dine lejeindtægter.

Hvis man er ejer, er lejeindtægten skattefri, så længe beløbet ikke overstiger 1,33 pct. af ejendomsværdien – dog mindst 24.000 kr. om året. Udlejer man derimod en bolig, som man selv lejer, er gevinsten skattefri, hvis den ikke overstiger to tredjedele af den årlige husleje.

Skatteministeriet har igangsat en analyse om deleøkonomi for at finde ud af, om der skal ændres på de nuværende skatteregler herover.

Forsikring: Gode råd fra ALKA

  • Får du som udlejer stjålet fx kontanter, smykker, sjældne kunstværker eller sågar dit kæledyr, dækker Airbnb ikke for dine tab.

  • Som udlejer gennem Airbnb er du dækket af en såkaldt værtsgaranti på op til 5. mio. kr. Men den indeholder en del begrænsninger.

  • Fjern let omsættelige værdier fra din bolig. Den almindelige indboforsikring dækker ofte ikke simpelt tyveri, hvis boligen er udlejet, ligesom der sjældent er dækning for hærværk, hvis det er begået af en person, der befinder sig lovligt i boligen.

  • Nogle forsikringsselskaber har særlige supplementsforsikringer, målrettet privat korttidsudlejning. Kontakt dit forsikringsselskab for at høre om mulighederne for at udvide din indboforsikring, så den i en begrænset periode også dækker eventuelle hærværksskader eller tyveri begået af lejere.

  • Se flere gode råd fra Alka.