Kunderådgiver service

Kunderådgiver service

Som kunderådgiver service er en af dine hovedopgaver at tage imod vores kunder, nuværende som nye. Du er frontpersonen, der står parat med den gode kundeservice.

Læs mere om jobbet og mød kunderådgiver service Susanne Stenlund, filialen i Taastrup.

Jeg har altid fået lov til at gøre det, jeg gerne vil og brænder for

Egentlig ville Susanne Stenlund gerne have uddannet sig for mange år siden. Men hun fik bare aldrig gjort noget ved det. Heldigvis er det aldrig for sent at uddanne sig i Arbejdernes Landsbank. Derfor tog kunderådgiver service Susanne Stenlund, 57, den grundlæggende finansielle uddannelse (GFU) for et par år siden.

- Jeg burde have taget uddannelsen for lang tid siden, men sprang først på i en sen alder, og banken har givet mig stor opbakning. Hvis man vil, er her alle muligheder for at uddanne sig - og det er uanset, hvilken alder man har. Min chef har skubbet på og har set nogle muligheder i mig. Jeg har følelsen af, at jeg sagtens kan blive ved med at vokse, selv om jeg har været her i 31 år.

- Jeg har altid fået lov til at gøre det, jeg gerne ville og brændte for. Som kunderådgiver service har jeg fået mulighed for at sidde med store opgaver og projekter. Jeg er aldrig blevet sat i bås, og det har ikke bremset mig, at jeg først begyndte at efteruddanne mig, efter jeg var fyldt 50. Jeg har altid fået lov til at brede mig, og min mangeårige erfaring har også gjort, at jeg er blevet involveret i mange ting, som jeg ikke havde troet, at kunderådgivere service ellers ville være en del af.

- Det bedste ved mit job er, at der sker så meget forskelligt. En stor del af min dag går med at tage imod kunderne, når de kommer ind i banken. Jeg hjælper dem til rette, jeg rådgiver på et overordnet plan, og så betjener jeg kassen. Som kunderådgiver service bruger jeg også en del tid på at lave beregninger for rådgiverne. Jeg har desuden været en del af et projekt, som sigter imod at få flere foreningskunder i vores filial. Derfor arbejder jeg målrettet med foreninger og har blandt andet en fodboldklub som kunde.

Min hverdag er enormt uforudsigelig, og jeg får hele tiden nye oplevelser. Samtidig har jeg en god, fast base i nogle fantastiske kolleger, som jeg kan sparre med. I Arbejdernes Landsbank har vi en sjælden følelse af tryghed. Mange, jeg kender fra andre banker, sidder med en konstant usikkerhed og frygter, hvad der vil ske. Sådan har vi det slet ikke. Vi glæder os derimod til fremtiden.

Susanne Stenlund har fejret sit 25-års jubilæum i Arbejdernes Landsbank. I nu 31 år har den engagerede kundemedarbejder været i banken, og ikke én dag har været mage til den forrige for Susanne Stenlund, der altid har fået udvidet sine muligheder og ansvarsområder i Arbejdernes Landsbank. I dag sidder hun i bankens filial i Taastrup.

Du har fokus på service

Jobbet som kunderådgiver service er meget alsidigt, og du har mulighed for at vælge en række særlige fagområder til.

Det er dig, der tager imod nye kunder. Du skal vurdere, hvilken type kunde, der er tale om, og opfange købssignaler og herefter henvise kunden til en kunderådgiver inden for områderne: Bolig, pension, personforsikring og investering.

Du er ansvarlig for at servicere og rådgive en fast kundeportefølje, der består af privat- og foreningskunder med et mindre rådgivningsbehov. Du skal være parat til at mødes med kunderne, hvis de ønsker et møde, og evt. henvise dem til en kollega for at sikre den bedste rådgivning. Din rådgivning skal være ansvarlig, nærværende og enkel.

Du servicerer kunder, der har spørgsmål omkring deres daglige økonomi. Det kan være spørgsmål til betalingskort, til kundens budgetkonto eller bankens selvbetjeningssystemer, som vi altid opfordrer kunden til at gøre brug af.

Endelig skal du hjælpe kunderådgiverne med at løse opgaver, som de overdrager til dig inden for f.eks. pension, bolig eller kundens daglige økonomi.

Tilvalg af særlige opgaver

Som kunderådgiver service har du mulighed for at vælge en række særlige opgaver til. Det er:

Tilvalg markedsføring

Med dette tilvalg er du med til at igangsætte og koordinere markedsføringsaktiviteterne i filialen. Du medvirker til at motivere kollegaer til at gennemføre aktiviteterne: Du er med til den praktiske tilrettelægning af lokale aktivitetsplaner og markedsføringsbudgetter. Du er ansvarlig for filialens vinduesudsmykning samt for udskiftning og opsætning af reklamer og brochurer. Endelig er du filialens lokale koordinator til Marketingafdelingen.

Tilvalg kasse

Tilvalg af kasse betyder, at du vil være ansvarlig for filialens beholdning af kontanter, fremmed valuta samt beholdningen i pengeautomaten, og du skal sikre, at beholdningen af kontanter og fremmed valuta er optimal i forhold til filialens behov. Herudover har du bl.a. som arbejdsopgave at foretage kasseafstemning, tømme døgnboks og tømme automater for indbetalte penge, kort og kuverter.

Tilvalg Lokal koordinator (LOKO)

Tilvalg LOKO betyder, at du er opdateret og rutineret i at løse opgaver inden for dit LOKO-område, så du kan være ansvarlig for og i stand til at videreformidle information til dine øvrige kollegaer i filialen.

Det er muligt at vælge mellem følgende områder:

  • Bolig og kredit
  • Pension
  • Investering
  • IT.