Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Fagchefen

Fagchefen

Mød Torben Ravn, chef for udlandsafdelingen. 

Jeg får lov til det, jeg synes er interessant

Efter 29 år i Næstved-banken, DiBa, rykkede Torbens gode job som chef for investeringsafdelingen pludselig til Aabenraa i forbindelse med Sydbanks overtagelse af banken. Torben kunne ikke se sig selv og familien flytte til Sønderjylland fra Næstved, så han besluttede sig for at kontakte Arbejdernes Landsbank.

- Jeg kendte efterhånden rigtig mange i Arbejdernes Landsbank, som jeg havde arbejdet sammen med i regi af BEC (Bankernes EDB Central) gennem årene. Når jeg talte med dem, kunne jeg høre, at bankens arbejdskultur også ville passe godt til mig – med fokus på sunde værdier og rådgivning til kundens bedste.

HR-afdelingen i Arbejdernes Landsbank ville meget gerne tale med Torben om muligheden for et job i banken. Det skulle dog ikke være Torbens ”gamle job” som investeringschef.

- Jeg ville gerne prøve noget andet, end det jeg kunne i forvejen, og da der blev en plads ledig, fik jeg tilbud om at blive udlandschef i Arbejdernes Landsbank. I min nye rolle arbejder jeg mest med det at være leder og på at optimere processer og få ting til at virke i en afdeling. Jeg skal løbende bygge mere faglighed på inden for udlandsområdet, men jeg skal ikke kunne alle enkelte arbejdsopgaver i detaljer. Det kan mine dygtige, erfarne medarbejdere bedre end mig.

- Det bedste ved at være leder i Arbejdernes Landsbank er, at det er meget nemt at komme igennem til den øverste ledelse med ideer og forslag. Jeg behøver ikke at lave 27 skriv først. Ofte er svaret, at ”det er dig, der afgør det”. Det er dejligt at blive mødt med den tillid. Jeg får lov til at tage initiativer og løbe med bolden, og det passer godt til mig, for jeg kan godt lide at have indflydelse. Jeg er for eksempel lige blevet produktansvarlig for bankens finansielle instrumenter, som før lå i flere forskellige afdelinger. Jeg får lov til det, jeg synes er interessant.

Udlandsafdelingen hjælper bl.a. kunder og andre banker med at gennemføre overførsler til og fra udlandet. Det bliver til ca. 400.000 overførsler om året, så det er vigtigt, at flest muligt kører digitalt igennem af sig selv – STP (straight through processing) – fx i netbank.

Udlandsafdelingen arbejder også med remburser, som sikrer, at bankens erhvervskunder først frigiver penge for en vare i det øjeblik, en række kommercielle dokumenter er leveret og accepteret. Dertil kommer andre opgaver som udenlandsk inkasso, oprettelse af kassekreditter i andre valutaer end danske kroner og intern support af fx rådgivere i filialerne.

Torben Ravn, 52, kom til Arbejdernes Landsbank i 2015 som chef for udlandsafdelingen. Inden da havde han været 29 år i DiBa Bank, hvor han også var startet som elev. De seneste 11 år var han chef for investeringsafdelingen.

Som fagchef i Arbejdernes Landsank har han det overordnede ansvar for, at hans afdeling, udlandsafdelingen tilrettelægger og udfører arbejdsopgaverne bedst muligt. Det stiller især krav til rollen som leder.

Torben bor med sin kone og to store børn i Næstved, hvor han altid har boet. Fritiden går med at passe hus og med ture på racercyklen i det sydsjællandske.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening