Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Coronakrisen vendte op og ned på danskernes forbrug

Coronakrisen vendte op og ned på danskernes forbrug

19. januar 2022
Gå til nyhedsoversigt

En gennemsnitlig husstand i Danmark havde et forbrug på 318.710 kr. i 2020. Det viser helt friske tal fra Danmarks Statistiks årlige forbrugsundersøgelse*. Det samlede forbrug faldt derfor med ca. 4.600 kr. i forhold til året før svarende til 1,4%.

Coronakrisen vendte op og ned på danskernes forbrug, hvor poster som hotel- og restaurationsbesøg fylder mindre i budgettet end tidligere. Ændringen i danskernes forbrug er tilmed undervurderet i dagens tal, da halvdelen af dataene i forbrugsundersøgelsen er indsamlet i 2019 – altså før krisen ramte - mens den anden halvdel af samlet ind i 2020, derfor undervurderer tallene formentlig også påvirkningen på danskernes privatøkonomi.

Ser vi nærmere på posten restaurant- og hotelbesøg, som har været blandt de hårdest ramte erhverv under krisen, så udgør deres andel af det samlede forbrug 4,5% i 2020. Det er en tilbagegang i forhold til de foregående år, hvor restaurant- og hotelbesøg siden statistikkens begyndelse i 2012 har fyldt ca. 6%. Ser vi på ændringen i kroner og ører fra 2019 til 2020 på hotel- og restaurationsbesøg, så brugte en gennemsnitshusstand 19.750 kr. på denne post i 2019, mens beløbet kun var 14.650 kr. i 2020, hvilket svarer til en tilbagegang på 26%.

Ser vi på den øvrige fordeling af danskernes privatøkonomi i 2020, så er det boligposten, som fylder mest med ca. en tredjedel mens anden- og tredjepladsen indtages af transportposten og mad og drikke, som fylder henholdsvis 14% og 12%.

Danskernes forbrug har været påvirket over en længere periode i forbindelse med krisen, og vi forventer en langsom tilbagevenden mod normalen. Vi forventer derfor ikke, at der er tale om et permanent skifte i danskerens forbrug, men mere, at 2020, 2021 og til en vis grad 2022 vil stå som atypiske år, hvorefter vi forventer, at fordelingen i forbruget i højere grad igen vil begynde at ligne det, som vi så fra 2012 til 2019.

* Forbrugsundersøgelsen fra Danmarks Statistik er baseret på en stikprøveundersøgelse. Der indsamles årligt data fra omkring 1.100 husstande. En stikprøve på 1.100 husstande er for lille til at danne grundlag for detaljerede opgørelser. Derfor sammenregnes data fra to på hinanden følgende år til én stikprøve. De indsamlede data er blevet omregnet til pris- og mængdeniveauet i det aktuelle år. Stikprøveusikkerheden for det samlede forbrug udgør i 2020 +/- 1,2%.