3%-lån med 10 års afdragsfrihed kan komme i spil i morgen

Det kræver, at lånet handler til en kurs under 100.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Danskerne konverterede for 9 mia. kr. i sidste uge – lille konverteringsbølge under opsejling

Renterne hopper og danser rundt i disse uger. I sidste uge var der generelt fald i renterne, men det er blevet afløst af ren­testig­nin­ger i denne uge. Den seneste udvikling betyder, at 3%-lånet med 10 års afdragsfrihed meget vel kan komme i spil i morgen, da lånet forventes at ligge i en kurs under 100 i morgen.

Hele paletten af 3%-lån blev åbnet af Totalkredit i midten af februar, men det er hidtil kun varianten med 30 års afdragsfrihed, som boligejerne har kunne gøre brug af. Nu står 3%-lånet med 10 års afdragsfrihed så og tripper for at komme på scenen, såfremt kursen kommer under 100. Rosinen i pølseenden er 3%-lånet med afdrag, men her skal renten et stykke længere op før det åbner.

Et 3%-lån med 10 års afdragsfrihed kan være virkelighed for boligejerne allerede i morgen. Det kræver, at lånet handler til en kurs under 100, hvilket ser ud til at være tilfældet i øjeblikket. Det afhænger dog af, hvordan renterne bevæger sig i nat og dermed hvilket niveau markederne i morgen åbner op i. Den seneste tid har været præget af markante renteændringer i op- og nedadgående retning, men overordnet set, så er renterne steget siden midten af december, hvor renten lød på 1,5%.

De seneste måneders rentestigning kommer i forlængelse af den rentestigning, som vi var vidne til igennem det meste af 2021. I starten af sidste år var vi nede at vende på 0,5% i rente på et 30-årigt fastforrentet lån, og det betyder, at det i dag er ca. 1.550 kr. dyrere i månedlig ydelse efter skat at låne 1 mio. kr. afdragsfrit. Det kan betyde, at visse boligsøgende slet og ret må gå på kompromis, når boligdrømmen skal i hus og finde noget billigere, da finansieringen vil fylde mere i budgettet.

For eksisterende boligejere med et fastforrentet lån betyder det, at konverteringer op i rente kommer i spil, hvor boligejerne kan skære i restgælden. Det er især boligejere med 0,5%- og 1%-lån for, hvem en opkonvertering vil være værd at overveje.

Har man lige sat underskriften på en købsaftale til drømmeboligen eller skal man til at opkonvertere anbefaler vi, at man får kurssikret sit lån. Især den seneste tid har vist, hvor meget renterne kan svinge, og det understreger vores generelle anbefaling om at kurssikre sit lån.

Relaterede artikler