Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Folketinget giver grønt lys og åbner for de sidste feriepenge til danskerne

Folketinget giver grønt lys og åbner for de sidste feriepenge til danskerne

16. marts 2021
Gå til nyhedsoversigt

Et ganske enigt Folketing (S, V, DF, SF, RV, EL, KF, NB, LA og ALT) har netop besluttet, at den næste runde af feriepenge kommer til ansøgning for udbetaling indenfor nær fremtid. Det er en realitet, efter Folketinget netop har 3. og dermed færdigbehandlet lovforslaget L 164 om udbetalingen af de resterende tilgodehavende feriemidler. Det er sket helt uden dramatik og vedtagelsen var fuldt ud ventet.

Med vedtagelsen bliver det ifølge Beskæftigelsesministeriet muligt at ansøge om de resterende feriepengene om få uger.

Mange danskere kan nu godt begynde at glæde sig til at få lidt flere penge at gøre godt med over den meget nærmeste fremtid. Der er tale om egne optjente penge, men som altså bliver fremrykket til muligt forbrug i dag fremfor i fremtiden. Det er en fornuftig beslutning fra politisk side, da udbetalingen af feriepengene vil fungere som en saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi, som fik hug sidste år og står stille lige nu. Krisen har godt nok ikke været så slem som frygtet, og udsigterne er lyse, men krisen har stadig efterladt et stort hul i dansk økonomi, og beskæftigelsen fortsat hamret mere end 20.000 personer bagud. Feriepengene vil bidrage til at sparke økonomien i gang på ny.

Dagens vedtagelse er ikke uden malurt i bægeret, da udbetalingen sker på et økonomisk risikabelt tidspunkt. Tidspunktet for udbetalingen af feriepengene risikerer at blive brandærgerlig for nogle af de erhverv, som har været hårdest ramte af coronakrisen. De optimale betingelser for et øget forbrug af feriepengene er en så åben pallette af forbrugsmulighederne, som overhovedet muligt. Risikoen er derfor, at vi fortsat står med restriktioner, når feriepengene lander på danskernes konti. Der står genåbning på menuen, så forhåbentlig står vi ved udbetalingen med flere muligheder end i dag, men uanset om restriktionerne er i større eller mindre omfang, så vil det være forbrugshæmmede for de erhverv, som restriktioner er fokuseret om. Det er blandt andet selvsamme erhverv, som også hungrer mest efter feriepengene, såsom restaurationsbranchen.

I denne runde af feriepenge er der omkring 56 mia. kr. før skat i spil til udbetaling, og vi forventer også her, at langt størstedelen vælger at få pengene udbetalt. De udbetalte feriepenge vil igen kunne mærkes i detailhandlen. En detalje i detailhandlens glæde af feriepengene bliver yderligere skubbet på vej af danskernes øgede interesse for boligen. Det har givet et buldrende boligmarked og vil samtidig øge behovet for boligrenoveringer, som kan få glæde af feriepengene. Herudover vi en del af midlerne også finde vej til opsparing, hvor vi igen forventer at se en stigning i danskernes indlån.

Under den første runde af feriepengene sidste efterår valgte langt størstedelen at få pengene udbetalt. Det gav blandt andet et løft til detailhandlen, som i oktober sidste år havde den højeste omsætning nogensinde registreret. Samtidig voksede danskernes bankindlån til at overstige 1 billion kr. for første gang nogensinde.