Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
2020 bød på mere end 300.000 lånetilbud fra realkreditten

2020 bød på mere end 300.000 lånetilbud fra realkreditten

14. januar 2021
Gå til nyhedsoversigt

Spritnye tal fra Finans Danmark viser, at boligejere og virksomheder modtog 20.922 lånetilbud fra realkreditinstitutterne i december. Det betyder, at totalen for lånetilbud når op på 305.880 for 2020 som helhed. Det er væsentligt lavere end antallet af lånetilbud i 2019, hvor man nåede over 400.000 lånetilbud, men ser vi bort fra det, så er det højere end årene 2016, 2017 og 2018.

Antallet af lånetilbud når et ganske pænt niveau i 2020 med lidt over 300.000 styks. 2020 har primært været kendetegnet ved lave renter kun afbrudt af et kæmpe hop i krisens indledning i marts, og ved indgangen til 2021 er den toneangivende rente på et 30-årigt fastforrentet realkreditlån på 0,5 pct. De lave renter har fået et pænt antal boligejere til at nedkonvertere deres realkreditlån, hvor året ovenikøbet har budt rekordhøjt antal bolighandler. Det får tilsammen antallet af lånetilbud til at ramme et ganske højt niveau.

Retter vi blikket mod den kommende opsigelsesfrist ved udgangen af denne måned, så forventer vi, at antallet af lånetilbud bliver højere i januar end i december. Det er helt naturligt, da en opsigelsesfrist typisk får flere konverteringsovervejende boligejere ud af busken, hvor vi samtidig har et 0,5 pct. lån, som ligger ganske lunt i svinget med en kurs på omkring 97. En konvertering kan derfor både tale til boligejeren med et 2 pct. lån og boligejeren med et 1,5 pct. lån, og vi forventer derfor en mindre konverteringsbølge på den gode side af 50 mia. kr. ved udgangen af januar.

Tager vi et kig lidt længere ude i horisonten, så forventer overordnet set, at antallet af lånetilbud vil være på et lidt lavere, men fortsat pænt, niveau, på trods af fortsat lave renter og et boligmarked med gang i den. Det nuværende renteniveau vil fortsat give anledning til konverteringsaktivitet, men ikke i lige så høj grad, som i 2019 og 2020, da mange boligejere allerede har klaret nedkonverteringen. Derudover så forventer vi også, at farten på boligmarkedet vil aftage, og det vil også smitte af på antallet af lånetilbud.