Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Rentetilpasningsauktion i gang: F3-lånerne får lavere rente

Rentetilpasningsauktion i gang: F3-lånerne får lavere rente

24. februar 2020
Gå til nyhedsoversigt

Første auktionsdag er slut for de rentetilpasningslån, der skal rentetilpasses 1. april hos Totalkredit. I dag var F1- og F3 lån på auktion. F3-lånere fik fastsat deres rente endeligt i dag, mens F1-lånerne må vente til på onsdag med det endelige resultat. F5 kommer på auktion i morgen (og fastsættes endeligt på torsdag). Der skal i alt rentetilpasses F1-lån for 8,3 mia. kr., F3 for ca. 0,9 mia. kr. og F5-lån for 2,9 mia. kr.

Der er udsigt til ultralave renter ved denne auktion hos Totalkredit. Det er fortsat den meget lempelige pengepolitik hos den europæiske centralbank (ECB), der er årsag til, at renterne på rentetilpasningslånene kan blive ved med at være lave. Der bliver dog ikke sat renterekord ved en auktion hos Totalkredit i denne omgang. Rekorden blev sat ved auktionen i august, og der når vi formentlig ikke helt ned i denne uge. Niveauet ved denne auktion minder i høj grad om niveauet som blev sat ved seneste auktion i november måned. Tager vi et kig på niveauet for F3, så er der faktisk tale om den næstlaveste rente nogensinde sat ved en auktion, og det vidner altså om et renteniveau som stadig er trykket i bund.

F3-renten er i dag endeligt landet på -0,33 pct. (inklusiv kursskæring). Eksisterende F3-lånere, som har holdt fast i deres lån, kan derfor godt begynde at glæde sig, da de har udsigt til en lavere rente, end de har betalt de foregående 3 år. De har hidtil betalt en rente på 0,05 pct., og kan nu altså se frem til en rente med negativt fortegn på -0,33 pct. Det betyder, at F3-lånerne kan se frem til en ydelse, der er ca. 80 kr. lavere om måneden efter skat pr. lånt million*.

F1-renten har også været på auktion i dag, hvor renten foreløbigt er landet på -0,26 pct. (inklusiv kursskæring). Det sidste år har F1-lånerne haft en rente på -0,14 pct., og kan derfor se frem til en lidt lavere rente det næste år, hvis niveauet for dagens auktion holder. Vi kender den endelige F1-rente på onsdag den 26. februar.

Massive besparelser i vente for F5-lånere

F5 kommer først på auktion i morgen, hvor vi får det første fingerpeg om, hvor renten lander. Vi kender det endelige resultat for F5-lånet på torsdag den 27. februar.

F5-lånerne, der har holdt fast i deres lån, kan dog under alle omstændigheder se frem til en rente, der er lavere end de har betalt de sidste 5 år. De har hidtil haft en rente på 0,45 pct., og vil kunne se frem til at få en rente med negativt fortegn i lighed med F1- og F3-lånerne.

* Kilde: Totalkredit og egne beregninger. Ydelsesbesparelsen viser første års månedlige ydelse efter skat med afdrag. Tallene er beregnet på baggrund af et eksisterende lån med en restgæld på 1 mio. kr. Restløbetid 27 år. Bidrag 1,08 pct. gældende ved en belåningsgrad på 80 pct. Kursfradrag på 0,2. Skat 25,6 pct. Afrundet.