Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Rentefald sender antallet af lånetilbud i vejret i januar

Rentefald sender antallet af lånetilbud i vejret i januar

10. februar 2020
Gå til nyhedsoversigt

Friske tal fra Finans Danmark viser, at boligejere og virksomheder modtog 37.109 lånetilbud fra realkreditinstitutterne i januar. Det er det højeste antal lånetilbud i en januar måned, vi har set siden 2015. Desuden er det væsentligt højere end de to foregående måneder, som bød på henholdsvis 27.234 og 22.192 lånetilbud. Dagens tal sætter dermed en tyk streg under, at januar måneds rentefald i den grad fik boligejerne til konverteringsfadet. Især i den sidste uge op til opsigelsesfristen 31. januar gik det stærkt, og mere end halvdelen af konverteringsbølgen på 72 mia. kr. var således under opsejling her.

Det giver god mening, at antallet af lånetilbud var højere i januar end i november og december. Januar er måneden for opsigelsesfrist, og det giver naturligt flere lånetilbud. Derudover bød den sidste uge op til opsigelsesfristen på et rentefald, primært på baggrund af frygten for, hvad Corona-virus kan gøre ved økonomien. Det sendte 1 pct. lånet meget tæt på kurs 100 i ugen op til opsigelsesfristen, og en del boligejere benyttede muligheden til at sikre sig en nedkonvertering af deres eksisterende realkreditlån til en noget nær optimal kurs. Vi er dog slet ikke i nærheden af sommerens og efterårets konverteringsomfang. Det er helt naturligt, da mange allerede fik ordnet konverteringen i 2019.

Ved de to seneste opsigelsesfristmåneder, i henholdsvis juli og oktober, lød antallet af lånetilbud på 48.828 og 50.870. 

1 pct. lånet er i spil igen

Rentefaldet op til opsigelsesfristen endte med, at gennemsnitskursen på 1 pct. lånet gik over 100, og lånet lukkede derfor for tilbud sidste mandag. Siden er renten steget en smule igen, og det betyder, at 1 pct. lånet er i spil igen til en kurs i omegnen af p.t. 99,9.

Stod man med konverteringsovervejelser til denne frist, men af den ene eller anden årsag ikke fik det gjort, så venter der endnu en frist om tre måneder ved udgangen af april. Der er helt grundlæggende ikke de store udsigter til, at renterne skulle se markant anderledes ud til den tid. Vi forventer først, at renterne stiger op fra midten af 2020. Det er dog langtfra det samme som en garanti, som januar måned tydeligt har vist, hvor først spændinger i Mellemøsten og siden frygten for, hvad Corona-virus kan betyde for økonomien har sendt renterne ned.

Med de nuværende renteniveauer taler en nedkonvertering fortsat særligt til boligejere med 2 pct. eller højere i rente.