Lille konverteringsbølge under opsejling

Kursen på 1%-lånet er i dag på den gode side af 97.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Lille konverteringsbølge under opsejling

Friske tal fra re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter­ne viser, at der nu er indfriet fastforrentede lån for 24,7 mia. kr. Det er en stigning på knap 5 mia. kr. i forhold til for en uge siden. Der er i denne omgang op­si­gel­ses­frist ved udgangen af april. Med en genfødsel af 1%-lånet og fire dage tilbage til frist er der potentiale for, at indfrielserne runder 40 mia. kr. Indfrielserne sker typisk for at konvertere ned til en lavere rente på et fastforrentet lån.

Der er visse boligejere, som udnytter situationen med de massive renteudsving til at lægge lånet om, og en lille kon­ver­te­rings­bøl­ge er under opsejling. Det vil dog alene være en mindre af slagsen og højest komme op i nærheden af 40-50 mia. Efter renten på et fastforrentet lån var oppe og runde de 2% i marts, så er den nu nede og lyde på 1% på det toneangivende lån, hvilket har genåbnet kon­ver­te­rings­mu­lig­he­der for nogle boligejere. Men renten er endnu for høj til at der er potentiale for store kon­ver­te­rings­bøl­ger.

Kursen på 1%-lånet er i dag på den gode side af 97, og ligger aktuelt i højeste kursniveau siden 16. marts. I midten af marts var kursen nede og vende under 92. Siden er det således gået i roligt trav opad.

Sammenlignet med de foregående fire op­si­gel­ses­fri­ster, så er gassen gået en hel del af kon­ver­te­rings­bal­lo­nen, om end den ikke er helt punkteret. I januar nåede bølgen op over 70 mia. kr., mens de i oktober og juli lød på rekordstore 185 mia. Til fristen i april sidste år lød bølgen på rundt regnet 100 mia. På den ene side har rigtig mange boligejere allerede udnyttet situationen for at konvertere ned i rente, og samtidig er renten i dag højere end ved den seneste frist i januar.

En ned­kon­ver­te­ring til en lavere rente giver først og fremmest et billigere lån. Samtidig giver det også en større sikkerhed overfor stigende renter, da re­st­gælds­vær­di­en i højere grad vil falde, end hvis man sidder med den gamle og højere rente. Set for boligmarkedet som helhed har de massive kon­ver­te­rings­bøl­ger det seneste år øget robustheden overfor ren­testig­nin­ger og et potentielt sammenhængende prisfald på boligmarkedet. Det er yderst positivt i en tid, hvor markedet rammes af massiv modvind.

Relaterede artikler