Fast rente snart det mest udbredte hos boligejerne

Siden sidste år er danskernes udlån steget med mere end 5%.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Fast rente snart det mest udbredte hos boligejerne

De danske boligejeres lånelyst er steget betragteligt i 2019. Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Nationalbanken viser, at de danske boligejere optog yderligere realkreditlån for 76 mia. kr. i 2019. Det svarer til en stigning på mere end 5%, som er den største stigning i mere end et årti.

Bag stigningen ligger et boom i de fastforrentede lån, som det seneste år er steget med 91 mia. kr. Omvendt er lån med variabel rente gået tilbage med 15 mia. kr. Udviklingen mod flere fastforrentede lån har stået på i en længere årrække, men hastigheden er på det seneste sat betragteligt op. I dag udgør de fastforrentede lån 49,1% af boligejernes lån. For et år siden lød tallet på godt 45%, og går vi fem år tilbage, var andelen nede på 35%.

Boligejernes lånelyst fik vinger i 2019, og det er i altovervejende grad de rentesikre lån, som brager frem. Det betyder, at fast rente nu står til at blive det mest udbredte hos boligejerne indenfor ganske nær fremtid. Og det er ikke set i mere end et årti. Det er glædelig læsning og større rentesikkerhed bidrager til større robusthed på boligmarkedet og den generelle finansielle stabilitet i Danmark. Jeg forventer, at udviklingen vil fortsætte med fortsat høj lånelyst i begyndelsen af 2020 med fast rente som den strålende bo­li­ge­jer­fa­vo­rit.

Udviklingen skyldes ikke mindst det mærkbare rentefald på de fastforrentede lån, hvor renten blev halveret i 2019 fra 2% til 1%. I en periode var vi desuden nede på 0,5%, som vi ikke er langtfra igen ovenpå et nyt og vedvarende rentefald i januar som følge af uro i mellemøsten og frygt for coronavirus. Det er ikke alene det lavere renteniveau, som har trukket vandringen fra variabel til fast rente. Gennem den senere årrække er bidragssatsen steget mest på lån med variabel rente. Samtidig er der kommet flere myn­dig­heds­til­tag, som begrænser mulighederne for at optage et variabelt forrentet lån for visse boligejere.

I opgørelsen er der taget udgangspunkt i lønmodtagere, pensionister mv. Der er således udeladt personligt ejede virksomheder, som adskiller sig ved i lidt højere grad at have variabel rente som følge af virk­som­heds­for­må­let. Men selvom man medtager de personligt ejede virksomheder, er historien meget den samme. I det tilfælde står fast rente i dag for på den gode side af 48%, og vi forventer, at tallet krydser de 50% i indeværende år. Andelen er her steget fra 34% i 2014.

Også de afdragsfrie lån dykker hos boligejerne. Ved udgangen af 2019 stod de afdragsfrie lån for 44% mod 46% for et år siden. Der er kort og godt tale om, at boligejerne i høj grad har livrem og seler på, når de i øjeblikket optager lån.

Relaterede artikler