Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Skattelettelser på vej til næste år

Skattelettelser på vej til næste år

21. november 2019
Gå til nyhedsoversigt

Når rådhusklokkerne ringer det nye år ind, så venter der en række små skattelettelser til danskerne. Det er resultatet af tidligere års skattereformer som løbende er under indfasning. Både topskattegrænsen, beskæftigelsesfradraget og det ekstra pensionsfradrag stiger nemlig i 2020, mens også personfradrag og jobfradrag stiger en anelse.

Skatteændringerne vil for rigtig manges vedkommende betyde, at der kommer til at stå lidt ekstra nederst på lønsedlen, når vi går ind i det nye år. Vi har herunder taget et kig på, hvad det kan betyde. Den detaljerede gennemgang af ændringerne står nederst.

Sådan påvirker ændringerne samlet set

Tager vi et kig på de samlede ændringer ved hjælp af et hypotetisk, men ikke urealistisk, eksempel, så kan vi se, hvad ændringerne betyder. Hvis man fx tjener 400.000 kr. i både 2019 og 2020, og har mere end 15 år til folkepensionsalderen, så giver ændringerne samlet set en skattelettelse på ca. 1.150 kr. Har man mindre end 15 år til folkepensionsalderen i begge år, så bliver skattelettelsen tilmed lidt større.

Tager vi et kig på en topskatteyder, hvor indtægten er over topskattegrænsen, så bliver den samlede skattelettelse på ca. 4.000 kr., hvis man har mere end 15 år til folkepensionsalderen.

Det skal naturligvis understreges, at ovenstående er opstillede eksempler, der kan blive påvirket af andre forhold, som befordringsfradrag og rentefradrag, hvor mange boligejere har konverteret deres fastforrentede realkreditlån til et lån med lavere rente i løbet af 2019.

Kommunalskattestigninger i visse kommuner kan æde af skattelettelsen

Regnestykket påvirkes også af, hvilken kommune du bor i, da kommunalskatten varierer fra 22,8 pct. til 27,8 pct. alt efter hvor i landet, man bor. 8 kommuner har valgt at sætte kommunalskatten op i 2020 i forhold til 2019. Højdespringeren er Kolding Kommune med 0,5 procentpoint, mens også Rudersdal, Greve, Esbjerg, Holstebro, Randers, Hjørring og Odense kommuner sætter kommunalskatten op i 2020. Er man bosat i en af disse kommuner vil noget af, eller endda hele, skattelettelsen bliver ædt af, at kommunalskatten hæves. Der er ingen kommuner der i denne omgang sænker kommunalskatten.

Skatteændringer fra 2019 til 2020

  • Som en del af skattereformen fra 2012 bliver topskattegrænsen sat op fra 513.400 kr. (efter AM-bidrag) i 2019 til 531.000 kr. (efter AM-bidrag) i 2020. Det giver isoleret set en skattelettelse på 2.640 kr., hvis ens indtægt oversteg topskattegrænsen på 531.000 kr. (efter AM-bidrag) i både 2019 og 2020.
  • Det ekstra pensionsfradrag bliver hævet fra 8 pct. til 12 pct., hvis der er mere end 15 år til folkepensionsalderen, mens fradraget hæves fra 22 pct. til 32 pct., hvis man har mindre end 15 år til folkepensionsalderen. Derudover hæves loftet for det ekstra pensionsfradrag fra 71.500 kr. til 73.100 kr. Det ekstra pensionsfradrag blev indført som en del af skattereformen i 2018.
  • Beskæftigelsesfradraget får et nøk opad fra 10,1 til 10,5 pct., mens loftet for beskæftigelsesfradraget stiger fra 37.200 kr. til 39.400 kr.
  • Som en del af skattereformen fra 2018 blev jobfradraget indført. Jobfradragets loft stiger fra 2.100 kr. til 2.600 kr., mens procentsatsen stiger fra 3,75 til 4,5 pct. Tjener man mere end 253.600 kr. om året, så får man det maksimale jobfradrag.
  • Personfradraget stiger en smule fra 46.200 kr. til 46.500 kr.
  • Bundskatten stiger en smule fra 12,13 pct. til 12,14 pct.