Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Nye minusrenter på vej til tusindvis af boligejere med F-kort

Nye minusrenter på vej til tusindvis af boligejere med F-kort

25. november 2019
Gå til nyhedsoversigt

I dag har en del boligejere med et F-kort lån hos Totalkredit fået fastsat nyt rentetillæg på auktion. Rentetillægget vil gælde fra 1. januar 2020 og 4 år frem og der er med de nuværende renter udsigt til en mindre rentestigning, men fortsat trykket solidt i negativt territorium. Hvis vi tager udgangspunkt i den aktuelle CITA-rente, så vil de F-kort lånere, som nu har fået nyt rentetillæg, se frem til en samlet rente på ca. -0,30 pct., hvor de siden den 1. juli 2019 har betalt -0,39 pct.

De pågældende boligejere kender dog først den samlede rente, de skal betale, når CITA-renten bliver fastsat den 20. december, men ikke desto mindre kender de altså nu den ene del.

Det endelige resultat på auktionen betyder, at rentetillægget endte på 0,32 pct. Rentetillægget har hidtil været på 0,21 pct., hvorfor de pågældende boligejere altså kan se frem til et marginalt højere rentetillæg, end de har været vant til. Selvom rentetillægget er i positivt terræn, så kan F-kort lånerne over en bred kam fortsat se frem til massivt negative renter, når vi kender anden del af den samlede rente, når CITA-renten fastsættes 20. december.

Det er ikke alle F-kort lånere, der i denne omgang har fået nyt rentetillæg. Det nye rentetillæg gælder for de F-kort lånere, som har optaget deres F-kort lån i perioden september 2014 til maj 2015 samt fra juli 2017 til juni 2018.

Der er blevet refinansieret for næsten 20 mia. kr. F-kort lån ved denne auktion hos Totalkredit, og der er ingen tvivl om, at F-kort lånet har overtaget tronen fra F1-lånet som det mest populære lån med kortest rentebinding. Til sammenligning blev der i denne omgang refinansieret F1-lån for ca. 5 mia. kr. hos Totalkredit.

Den meget lempelige pengepolitik hos ECB og seneste refinansiering af F-kort sætter blot endnu en tyk streg under de hamrende lave renter, som boligejerne i øjeblikket står over for.

Sådan fastsættes den samlede rente på F-kort

Den rente, som en F-kort-låner betaler, består af to dele; et rentetillæg og CITA-renten. Rentetillægget bliver fastsat på auktionen og gælder typisk i 3-5 år, mens CITA-renten bliver fastsat hvert halve år.