Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Det er dyrt at bo i Danmark

Det er dyrt at bo i Danmark

18. december 2019
Gå til nyhedsoversigt

Danmark har et prisniveau der var 38 pct. over EU-gennemsnittet (når man udelukkende ser på det individuelle privatforbrug) i 2018 kun overgået af Luxembourg, hvor prisniveauet lå 39 pct. over EU-gennemsnittet. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik baseret på Eurostats prissammenligningsundersøgelse. Det er kun de såkaldte EFTA-lande Island, Schweiz og Norge, som har et prisniveau, der er endnu højere end det danske og luxembourgske med henholdsvis 66, 59 og 54 pct. over EU-gennemsnittet.

Det er ikke en ny tendens, at Danmark har et højere prisniveau end de fleste andre EU-lande. Generelt er Danmark også et land med et højere velstandsniveau, hvilket giver højere lønninger og dermed priser. Derudover er det heller ikke uden betydning, at moms og afgifter er i den høje ende i forhold til de øvrige EU-lande.

Vi skal et stykke ned af stigen, før vi finder Danmarks nærmeste forfølgere på prisniveauindekset over husholdningernes forbrug, hvor vi finder Irland og Sverige med et prisniveau, der er henholdsvis 31 og 29 pct. over EU-gennemsnittet. I den anden ende af skalaen finder vi lande som Bulgarien og Rumænien, som har et prisniveau, der lå på under halvdelen af EU-gennemsnittet.

Fødevarer er dyrest i Danmark

Dykker vi ned i tallene, så kan vi se, at prisniveauet på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer i Danmark er det højeste i EU i 2018 med 30 pct. over EU-gennemsnittet. Igen overgås dette dog af de såkaldte EFTA-lande Norge, Schweiz og Island, hvor prisniveauet er hhv. 63, 60 og 48 pct. over EU-gennemsnittet. De billigste fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer findes i Rumænien og Polen.

Tager vi et kig på nogle af de poster som trækker op i prisniveauet i Danmark, er det fx brød- og kornprodukter som ligger 52 pct. over EU-gennemsnittet og restauranter og hoteller som ligger 51 pct. over EU-gennemsnittet.

Et af de (få) steder, hvor Danmark ligger i nærheden af EU-gennemsnittet er på tobak, hvor vi i 2018 ligger 2 pct. over EU-gennemsnittet samt møbler og boligudstyr, hvor vi ligger 1 pct. under EU-gennemsnittet.