Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Forventningerne til tysk økonomi forværres

Forventningerne til tysk økonomi forværres

16. august 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal for tilliden til den tyske økonomi viser, at både vurderingen af den nuværende situation og forventningerne til fremtiden ser mere pessimistiske ud i august. Det viser dagens ZEW-indeks, som består af de tyske finansielle aktørers vurdering af den nuværende økonomiske situation, som faldt til 47,6 i august fra -45,8 i juli. Faldet kommer i forlængelse af sidste måneds fald, men blev dog mindre end konsensusforventningen, der lød på -49,0 ifølge Bloomberg.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den økonomiske udvikling i Tyskland i de kommende seks måneder, faldt for anden måned i træk til -55,3 i august fra -53,8 i måneden før. Det er det laveste i 14 år. Der var omvendt ventet en stigning til -52,7 ifølge Bloomberg, så der er tale om noget af en skuffelse.

Der er dårlige udsigter for tysk økonomi. Det er især følgevirkningerne af Ruslands invasion af Ukraine med stigende el- og gaspriser, der forsat spreder usikkerhed og presser den energitunge tyske økonomi. De tyske forbruger mærker det i øjeblikket med høj inflation, som bider på pengepungen. Hertil er vandstanden i Rhinen kritisk lav og hindrer en del af infrastrukturen i Tyskland via floden. Forventningerne til fremtiden ser ganske enkelt mere pessimistiske ud i august, og det kan pege på en svær tid. Det vil komme efter økonomien stagnerede i 2. kvartal med en vækst i BNP på et rundt 0.

Tysk økonomi har efter en vækst i BNP på 0,8% i årets første kvartal oplevet stagnerende vækst på 0,0% i 2. kvartal. Det er en tysk økonomi, der er presset af dels generelt stigende forbrugerpriser, hvor årsstigningstakten senest ramte 8,5% i juli, dels er den energitunge tyske økonomi presset af den markant reduceret gasleverance fra Rusland. Det sætter sig i den økonomiske aktivitet i landet, og det ser vi afspejlet i det pessimistiske humør blandt de tyske finansielle aktører, som rækker helt ind i august. Dagens tal peger på, at vi kan forvente at se sværere tider for tysk økonomi i efteråret og vinteren, hvor der kan vente en gaskrise.

Set med danske briller kan det være dårligt nyt, når tilliden til tysk økonomi daler. Tyskland er vores næststørste eksportmarked efter USA. Så når tysk økonomi ligger underdrejet, smitter det også af på Danmark. Eksporten til vores naboer mod syd beskæftiger i omegnen af 115.000 danske jobs, og samtidig vil en tilbagegang i væksten i Tyskland holde den samlede europæisk økonomi i snor.

Dagens tal er dog ikke et hårdt nøgletal. ZEW-erhvervstillidsindikatoren er udarbejdet af organisationen Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung (ZEW) og afspejler vurderingen Tysklands økonomiske situation blandt op til 350 eksperter fra banker, forsikringsselskaber og finansielle afdelinger i udvalgte virksomheder. Det er et af de første, men også mest volatile nøgletal for den tyske økonomi.