December sætter stopper for 7 måneders beskæftigelsesfremgang i USA

I December faldt beskæftigelsen igen i USA. Læs denne og andre nyheder fra Markedsnyt og hold dig opdateret på hvad der rører sig i udlandet »

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Sådan rammer Coronakrisen privatøkonomien

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra USA viser, at beskæftigelsen udenfor landbruget faldt med 140.000 i december i USA. Det sker ovenpå syv måneders jobfremgang. Der var ventet en lille jobskabelse på 50.000, så der er derved tale om en gedigen skuffelse med den første tilbagegang siden april sidste år. Med til historien hører der dog, at november revideres op fra 245.000 til 336.000.

December blev stopklodsen for syv måneders jobskabelse i den amerikanske økonomi. Og selvom der ikke er tale om en be­skæf­ti­gel­ses­til­ba­ge­gang, som overhovedet kan måle sig med en eneste af de foregående måneders fremgang, så er det en brandærgerlig stopklods for fremgangen. Beskæftigelsen står stort set stille og er stadig 9,8 mio. lavere end før krisen. Vejen tilbage er endnu enormt lang, og den bliver kun længere af den aktuelle stilstand. Hvis vi skal finde en lille flig af positivt, så er det dog, at den øgede smitte, politiske uro og en manglende hjælpepakke indtil kort før jul slet ikke udløser de samme bevægelser, som vi oplevede det i sidste års forår. Det var nu heller ikke ventet, og situationen er en anden i dag.

Indtil det mindre fald i december nåede de foregående syv måneders be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang samlet set at løbe op i 12,5 mio., hvilket er historisk på så kort tid. Problemet er dog, at dykket op til var endnu større og skete på den kvarte tid. Således faldt beskæftigelsen med mere end 22 mio. i marts og april sidste år.

Ar­bejds­løs­heds­pro­cen­ten forbliver uændret på 6,7% i december, som den også lød på i november. Det er blot endnu et udtryk for, at det amerikanske arbejdsmarked bevæger sig sidelæns i øjeblikket, hvilket er problematisk med så fortsat høj en le­dig­heds­pro­cent. Ar­bejds­løs­he­den toppede i april med 14,7%, men er stadig høj. Pri­vat­for­bru­get står for omkring 70% af den amerikanske økonomi, og de amerikanske forbrugere står derfor også med en vigtig rolle i at hive amerikansk økonomi videre op af det krater, som coronakrisen skabte sidste forår.

Udsigterne for ny bedring er dog netop forbedret med demokraternes flertal i begge kamre af Kongressen, da forventningen til et ekstra stød fra fi­nans­po­li­tik­ken og ekstra stimuli har fået et gevaldigt nøk op. Det netop sikrede flertal i Senatet ovenpå omvalget i Georgia betyder dog ikke, at Bidens vej komplet er ryddet for sne til at få gennemført sin økonomiske politik, som skal udgøre den næste del af genopretningen af den amerikanske økonomi. Det er således alene med det snævrest mulige flertal, at demokraterne sidder i overposition i Senatet, men det er ikke desto mindre blevet nemmere.

Relaterede artikler