Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Amerikanske økonomi voksede 1% i 4. kvartal - tempoet gået markant ned

Amerikanske økonomi voksede 1% i 4. kvartal - tempoet gået markant ned

28. januar 2021
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra USA viser, at den amerikanske økonomi voksede i 4. kvartal med en BNP-vækst på 1,0% (mange steder fremgår tallet 4,0%, som er den annualiserede vækstrate). Fremgangen er især båret af erhvervsinvesteringer og øget privatforbrug. Stigningen i 4. kvartal var stort set i tråd med forventningen, og det betyder, at den amerikanske økonomi nu er vokset i de seneste to kvartaler i streg, da den oplevede vækst i BNP på intet mindre end 7,5% i 3. kvartal. Stigningen kommer imidlertid ovenpå et fald i 1. kvartal og 2. kvartal på henholdsvis 1,3% og 9,0%.

Den amerikanske økonomi har været igennem en rivende fremgang det seneste halve år. Det samme ser vi mange andre steder, som lidt har været coronaens kendetegn. Men et andet kendetegn, og som får fremgangen til forstumme en hel del, er en endnu kraftigere tilbagegangen i den første halvdel af året. Med andre ord har den amerikanske økonomi på ingen måde kæmpet sig fuldt ud tilbage på benene endnu, og samtidig har den seneste tid også budt på mere eller mindre stilstand. Genopretningen er gået i stå, og der kommer til at gå en rum tid endnu, før økonomien for alvor er tilbage på fuldt blus. Der skal ske noget nyt, før vi igen ser toget køre videre.

En ny finanspolitisk pakke foranlediget af Biden-administrationen skal være med til for alvor at skubbe gang i væksten igen. En hjælpepakke på 900 mia. dollars blev godkendt kort før årsskiftet, og næste skridt bliver en endnu større hjælpepakke, hvor Bidens mål i øjeblikket er 1.900 mia. dollars. Vi tvivler dog på, at de 1.900 mia. kommer i hus, men ikke desto mindre er det den klare forventning, at en stor ny finanspolitisk pakke er på vej på den anden side af Atlanten. Pengepolitikken spiller øjeblikket sin rolle, hvor den amerikanske centralbank kører med 0%-rentepolitik og massive opkøb.

Arbejdsløsheden i USA var ved udgangen af 2020 på 6,7%. Inden krisen lød arbejdsløsheden på det laveste i 50 år med 3,5%. Den høje arbejdsløshed risikerer at få coronakrisen til at fæstne sig fast i den amerikanske økonomi og udvikle sig til en længerevarende krise. Derfor er det også bidende nødvendigt, at der igen kommer fremgang i økonomien. Senere på året ser vi vaccineudrulningen tage over og lette coronaens greb på økonmomien.

Set med danske briller er vi som eksportland blevet mere direkte afhængige af USA end tidligere. Den danske eksport er braget op, og USA læner sig op ad at være vores største eksportmarked og beskæftiger omkring 80.000 danske arbejdspladser.

847.000 nye arbejdsløse i sidste uge

Samtidig er der også offentliggjort tal for nytilmeldte amerikanere til arbejdsløshed, hvor 847.000 tilmeldte sig i sidste uge. Der var ventet 875.000, så der er dermed tale om en lille positiv overraskelse. Siden august har tallet ligget nogenlunde stabilet i underkanten af 1.000.0000 nytilmeldte ledige om ugen og er milevidt fra forårets top på næsten 7 mio. om ugen. Omvendt er antallet fortsat markant højere sammenlignet med mere normale tider. Før coronakrisen lå det ugentlige antal ledighedstilmeldinger på godt 200.000 om ugen.

I førnævnte tal er der tilmeld alene tale om den traditionelle ordning. Hertil meldte yderligere X.000 personer sig ledige i sidste uge på den særligt etablerede coronakriseordning, Pandemic Unemployment Assistance (PUA).