712.000 flere ledige i USA – massiv stimulus vil give medvind til den amerikanske økonomi

Vi var i forvejen optimistiske på den amerikanske økonomis vegne.

Sådan rammer Coronakrisen privatøkonomien

Friske tal fra USA viser, at der i sidste uge var 712.000 nytilmeldte ledige i USA, mod 754.000 ugen før. Der var forventet 725.000 nytilmeldte ledige hvorfor dagens tal næsten lander på det forventede.

Sidste uge byder derved på endnu en uge i niveauet omkring 700-800.000 nytilmeldte ledige. Det er mange ledige, og er bestemt ikke noget, som skal negligeres, da det er på højere end de værste uger af finanskrisen. Normalt ser vi kun omkring 200.000 nytilmeldte ledige om ugen. Selvom det er uhyggeligt mange nye ledige, som kommer til hver uge, så har situationen været langt værre. I de første uger af krisen så vi næsten 7 mio. nytilmeldte ledige om ugen.

I dag har vi også fået tal for antallet af fortsatte ledige fra forrige uge, som lyder på 4,144 mio. ledige, mod 4,337 mio. ugen før det. Det i sig selv høje tal er dog kun en del af virkeligheden. Coronakrisen har også betydet oprettelsen af en lang række nye ar­bejds­løs­heds­ord­nin­ger­ne – hvorfor det faktiske antal ledige desværre er langt højere. Den seneste be­skæf­ti­gel­ses­rap­port fra USA viser, at ledigheden i februar lød på 6,2 procent.

På trods af de mange nytilmeldte ledige, så er der også mange der kommer i arbejde. Februars jobrapport viste en be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang på 379.000. Fremgangen er dog i den lave ende, og den amerikanske økonomi står i øjeblikket og tripper på stedet. Vi er dog meget optimistiske på den amerikanske økonomis vegne.

Biden fik mod forventning gennemført sin fulde hjælpepakke på 1.900 mia. dollars, et kolli enormt beløb svarer til mere end 5 gange det danske BNP, svarende til 10 procent af USA's samlede økonomi. Hjælpepakken vil være en massiv saltvand­s­ind­sprøjt­ning til den amerikanske økonomi, og rigtig mange amerikanere har udsigt til en check den kommende tid på 1400 dollars. Den massive understøttelse er så markant, at OECD tidligere på ugen opjusterede deres skøn for den amerikanske vækst fra 3,2 procent i år til 6,5 procent. Den massiv vækst vil også smitte af på ar­bejds­mar­ke­det, hvorfor der er udsigt til en markant be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang så snart re­strik­tio­ner­ne hæves.

Vi var i forvejen optimistiske på den amerikanske økonomis vegne, og vi er kun blevet mere optimistiske de seneste uger. En stærk amerikanske økonomi er også godt for dansk økonomi. Omkring 90.000 danske arbejdspladser er knyttet op på vores eksport til USA, og det er beskæftigede der burde få mere at lave den kommende tid, og forhåbentlig også nogle nye kollegaer.

Relaterede artikler