Stemningen letter i europæiske industri

Indkøbschefernes samlede vurdering, er en lidt blandet pose bolsjer.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Ny økonomisk håndsrækning på vej - positivt for virksomhed og medarbejder

Netop of­fent­lig­gjor­te PMI-tal for eurozonen, der viser ind­købs­che­fer­nes vurdering, er en lidt blandet pose bolsjer. Således er det samlede PMI-indeks komplet uændret i januar sammenlignet med december og lyder på 50,9. Her var der ventet en mindre stigning til 51,2, og således skuffer tilliden i de europæiske virksomheder. Vi havde også forventet et lidt bedre humør ovenpå lettelsen i de politiske tåger og flere gode nøgletal den seneste tid.

Glædelig læsning i dagens tal er, at in­du­stri­til­li­den tager et løft, og vi skal tilbage til april sidste år, før in­du­stri­til­li­den var højere end nu. Inden armene ryger helt i vejret, er niveauet dog fortsat lavt. Januars vurdering hos ind­købs­che­fer­ne endte på 47,8 mod 46,3 sidste måned. Det er en positiv overraskelse, da der kun var ventet en stigning til 46,8.

Tyskland viser bedre takter

Her til formiddag er der ligeledes offentliggjort PMI-tal for Tyskland og Frankrig, og særligt Tyskland overrasker på positivsiden. Her stiger det samlede indeks fra 50,2 til 51,1. Der var alene forventet en stigning til 50,5. Det er industri- såvel som ser­vi­ce­til­li­den, som løfter sig. Det vidner på den ene side om, at industrien retter sig op ovenpå flere rigtig skidte år, og på den anden side om, at industrien ikke for alvor har formået at trække ser­vi­ce­til­li­den helt ned i dyndet.

Det er god fredagslæsning, at Tyskland igen er med til at trække eurozonens samlede virk­som­heds­til­lid op. Det har ikke været tilfældet siden sidste sommer. Yderst glædeligt er det samtidig, at der overordnet er en tendens til, at særligt nye ordrer trækker stigningen i øjeblikket. Det vidner om en god og mere optimistisk tid, som vi er på vej ind i.

Markederne ligger så godt som uændrede ovenpå of­fent­lig­gø­rel­sen, som også vidner om den lidt blandede pose bolsjer.

Selvom risikoen er droslet ned, så er den fortsat betydelig, hvor det kommende år vil være præget af politisk uro fra handelskrig og Bre­xit­for­hand­lin­ger. En europæisk økonomi i betydelig afmatning vil også smitte af på Danmark. Danmark er som lille åben økonomi påvirket af udviklingen på de internationale markeder. Isolerer vi det til europæisk økonomi, så går mere end 50% af den danske eksport til EU. Det beskæftiger enten direkte eller indirekte mere end 400.000 danske jobs, hvoraf en del af dem vil være i risikozonen, hvis europæisk økonomi for alvor slår i bakgear. Det er meget muligt, at vi har en mindre konjunk­tur­føl­som eksport med et solidt fokus på medicin og vindmøller, men vi kører ikke udenom, hvis buketten af risici folder sig ud.

Relaterede artikler