ECB holder renterne i ro

Der er fuldstændig ro på renterne og opkøbsprogrammerne.

Historisk tilbageslag til euroområdet

Den europæiske centralbank, ECB, har netop afsluttet deres rentemøde, og ikke overraskende er der fuldstændig ro på renterne og der justeres heller ikke ved op­købspro­gram­mer­ne. Således besluttede centralbanken at fastholde den ledende rente på de aktuelle -0,50 procent. ECB står derved stadig tilbage som en af de eneste centralbanker, der ikke har sænket renterne under den nuværende krise.

Uændrede renter betyder dog ikke, at ECB har været hand­ling­s­lam­me­de. ECB har så sent som i juni udvidet det ekstraordinære PEPP (Pandemic Emergency Purchasing Program) opkøbsprogram til 1.350 mia. euro og forlænget løbetiden til minimum juni 2021.

ECB har således udvist, at de kan og vil handle på den nuværende situation, og de fremhæver også at de står klar med yderligere tiltag, hvis det skulle blive nødvendigt. ECB har bestemt også haft grund til at handle. Inflationen er presset helt i bund og alle eu­rozo­neø­ko­no­mi­er­ne har fået massive økonomiske hug. Derfor har man også et ekstra øje på dagens møde, hvor ECB fremlægger deres nyeste økonomiske prognose.

VI hæfter os særligt ved, at momentum er ved at gå ud af genopretningen. De seneste tillidsindeks for erhvervene viser, at farten i genopretningen er aftaget. Dertil har man flere steder genindført restriktioner som følge af nye smittebølger. Det er dybt bekymrende, at genopretningen halter. Vi fastholder dog vores forsigtige optimisme, og tror på en hurtig genopretning, da man både fra ECB’s og EU’s side har været hurtigt ude med historisk hjælp til økonomien, og fortsat indikerer, at man er klar til mere.

EU er vores ubetinget største handelspartner, og mere end halvdelen af vores eksport går til eurozonen, og derved er 460.000 danske jobs relateret til eksport til EU. Trækker det europæiske opsving i langdrag, vil det også være med til at holde den danske eksport nede, og sætter derved nogle af de eks­port­re­la­te­re­de jobs i risikozonen for at blive nedlagt.

Forbliver inflationen i den lave ende som i øjeblikket er vidne til, vil det ligge et pres på ECB, der stadig vil være langt fra opfyldelsen af deres mandat om en inflation tæt på 2 procent. På de kommende møder vil det derfor blive særligt interessant, om ECB ændre i deres målsætning, som vi blandt andet har set den amerikanske centralbank (FED) gøre det. ECB er i øjeblikket i gang med et gennemsyn af værktøjskassen, og det er derfor ikke utænkeligt, at en ny målsætning kan komme på tale inden længe.

ECB’s understøttelse af økonomien er nødvendigt og godt nyt for dansk økonomi. ECB har sendt et klart signal om, at man har fingeren på pulsen, og skulle det blive nødvendigt tror vi også, at ECB vil komme med yderligere stimuli, og vi vil heller ikke afvise, at en ren­te­ned­sæt­tel­se kan komme på tale. Det er dog ikke vores hovedscenarie. Renterne ser ud til, at forblive lave længe endnu. Det godt nyt for de danske boligejere, da det også vil betyde, at boligrenterne vil forblive lave længe endnu.

Relaterede artikler