Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Markedskommentar: Verdenshandlen er stagneret

Markedskommentar: Verdenshandlen er stagneret

17. januar 2019
Gå til nyhedsoversigt

Verdenshandlen er stagneret (tekstversion af markedskommentaren)

De seneste signaler fra verdenshandlen tyder på stagnation, og det er især skidt for eurozonen, hvor udenrigshandlen vejer tungt i den samlede økonomi. Eksempelvis har der på det seneste været synkrone fald i både im- og eksport i nogle af verdens største lande.

”Verdenshandlen” er et vidt begreb, men her er den målt som gennemsnittet af et lands import og eksport, hvilket også er Verdenshandelsorganisationens (WTO) målemetode.

Ser man på det helt overordnede plan, giver udenrigshandelstallene for OECD-området et udmærket billede af udviklingen. OECD-landene udgøres af industrilandene i Nordamerika, Europa og Asien og står for ca. halvdelen af den samlede verdensøkonomi. Udenfor OECD står nyindustrialiserede lande som Kina og Indien.

I OECD-området er udenrigshandlen tydeligt stagneret gennem 2018 efter en betydelig tilvækst årene forinden.

Udvides fokus til verdens 4 største udenrigshandelslande ses det tydeligt, at stagnationen er gået hårdest ud over eurozonen, som har oplevet et betydeligt fald i udenrigshandlen de seneste måneder, mens den kinesiske udenrigshandel omvendt er vokset. I USA og Japan har udenrigshandlen nogenlunde holdt niveauet. 

Hvorfor og hvad betyder det?

Handelskonflikten og truslerne om importtold er en nærliggende forklaring på stagnationen. Sandsynligvis har verdenshandlen i 2017 og starten af 2018 været boostet af lageropbygning forud for handelskonflikten. Derfor ”mangler” der noget udenrigshandel i øjeblikket, indtil varelagrene er reduceret.

En anden årsag kan være den usikkerhed om fremtiden, som handelskonflikten har kastet af sig. I 3. kvartal var der en betydelig nedgang i vækstbidraget fra erhvervsinvesteringerne i BNP-tallene fra eurozonen og USA, så usikkerheden har sandsynligvis fået erhvervene til at træde lidt på bremsen med hensyn til nyinvesteringer.

En tredje årsag kan være mere strukturel og langsigtet, nemlig at verdenshandlen er stagneret. Set i det lange perspektiv. Det kan måske skyldes, at industriproduktion gradvist er blevet hjemtaget til ”de gamle” industrilande, og at tjenesteydelser – som typisk er en hjemmemarkedsaktivitet - fylder stadig mere i verdensøkonomien.

Den aftagende verdenshandel er til ugunst for de økonomier, hvor udenrigshandlen udgør en stor andel af den samlede økonomi, hvilket især vil sige Europa. 44 pct. af EU’s økonomi udgøres af udenrigshandel, hvor andelen er langt lavere i de andre store økonomier: Kina (godt 21 pct.), Japan (godt 17 pct.) og USA (knapt 14 pct.).

Sat på spidsen rammer handelskonflikten derfor USA’s allierede Europa hårdere, end det rammer konfliktens egentlige mål, nemlig Kina.

Link til dokumentet med grafer

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening