Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
ECB overraskende blød: lave renter så langt øjet rækker

ECB overraskende blød: lave renter så langt øjet rækker

7. marts 2019
Gå til nyhedsoversigt

Lave renter så langt øjet rækker

Efter at ECB så sent som ved udgangen af 2018 afsluttede deres opkøbsprogram, har den seneste vækstafmatning i euroområdet fået den europæiske centralbank til at komme med en overraskende blød udmelding på dagens rentemøde.

For det første ændrede ECB rentesignal og melder nu om uændrede renter som minimum indtil udgangen af året, hvor den tidligere melding var at renterne ville blive holdt uændret indtil den anden side af sommeren. Med det nuværende vækst-og inflationsbillede er det svært at se gode argumenter for en renteforhøjelse før vi når et stykke ind i 2020. Dermed er der også lagt i kakkelovnen til, at Nationalbanken holder sin ledende rente uændret som minimum igennem 2019 og boligejere med variabelt forrentede lån kan glæde sig over ekstremt lave renter en rum tid endnu.

For det andet meddelte ECB allerede i dag, at de vil tilbyde bankerne en ny runde likviditet (TLTRO) til erstatning for de likviditetstildelinger, der udløber over de kommende år. Det vil særligt komme de sydeuropæiske banker til gode, i særdeleshed de italienske, der i høj grad har gjort brug af den billige funding fra ECB og ellers ville skulle skaffe den tilsvarende finansiering i det private marked til en højere rente - eller alternativt skrue ned for udlånene til deres kunder.

Baggrunden for den overraskende bløde udmelding er den seneste tids svaghed i euroområdets økonomi, som ECB nu forventer vil blive mere langvarig. Det kom også til udtryk i ECB’s makroøkonomiske prognose hvor vækstudsigterne for i år er væsentligt mere dystre end i december. ECB ser nu en BNP-vækst på bare 1,1 % i 2019 hvor de i december forventede en vækst på 1,7 %.

Det efterlader ECB på linje med OECDs prognose for euroområdet i år, men centralbanken er fortsat væsentligt mere optimistisk omkring væksten i 2020 end OECD. Hvem der får ret, afhænger i høj grad af hvorvidt det private forbrug formår at få europæisk vækst tilbage på sporet i løbet af 2. halvår 2019. Også inflationsprognosen blev revideret ned. ECB forventer fortsat en gradvis stigning i inflationen over de kommende år, men med en inflationsprognose der topper på 1,6 pct. i 2021 efterlader det ikke et indtryk af en centralbank, der har travlt med at hæve renterne. Dermed er der heller ikke udsigt til nogen nævneværdig stigning i realkreditrenterne herhjemme, hvilket kommer både nye boligkøbere og eksisterende boligejere, der overvejer at lægge deres lån om til gode.  

ECB fastholdt desuden, at selv med de nye tiltag ser de en større risiko for, at væksten overrasker negativt end positivt.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening