Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
ECB fastholder rente på bundrekord

ECB fastholder rente på bundrekord

24. oktober 2019
Gå til nyhedsoversigt

Helt som ventet var Mario Draghis sidste rentemøde i Den Europæiske Centralbank et mere kedeligt af slagsen. ”Uændret” må være dagens mest beskrivende ord, hvor ECB både fastholder forward guidance samt indlånsrenten på -0,50%, som er det laveste nogensinde. En bundrekord, som både vi og størstedelen af markedet havde forventet, ville blive fastholdt på dagens møde.

Det store Draghi-farvel blev leveret sidste måned med en lempelse, hvor ECB blandt flere tiltag nedsatte indskudsbevisrenten samt genintroducerede opkøbsprogram for 20 mia. euro om måneden. Der var således lagt op til en non-event i dag, og det blevet leveret. Der er god grund til Draghi allerede i september lagde bazookaen fra sig. Opkøbet på 20 mia. begynder først fra starten af november, så man har endnu til gode at se markedspåvirkningen af dette udover signalværdien, som man dog heller ikke skal underkende. Lidt af den politiske tåge er samtidig lettet, hvor Brexit fortsat står i limbo, men risikoen for et hårdt Brexit synes at være faldet markant. Hertil har udviklingen på markederne, senest med formiddagens PMI-tal for eurozonen, ikke været af en karakter til at give argumentation nok til at lade bazookaen allerede igen her i oktober. Vi forventer, at ECB er færdige med at lempe i denne omgang og ser ikke yderligere rentesænkninger i horisonten. Kommer der yderligere stimulus fra ECB øjner vi snarere ændringer i opkøbsprogrammets karakter, som dels vil påvirke længere ude af rentekurven, dels være en venlig invitation til finanspolitisk lempelse. Markedsforventningerne til ECB er den seneste tid også drattet ned og er tæt på uændret ovenpå mødet i dag, og markedsreaktionen er afdæmpet.

Vi må nu se, om der kommer lidt mere festfyrværkeri til pressemødet end til den officielle rentemeddelelse. Draghi går på talerstolen 14.30, hvor vi forventer en klar italesættelse af nødvendigheden for, at finanspolitikken i højere grad skal træde i karakter. Og selvom det er Mario Draghis sidste møde som centralbankchef, så bliver han næppe hverken sentimental eller blødere i retorikken, når der skal skydes med skarpt mod det finanspolitiske behov.

Klækkelige rentebesparelse fortsætter for boligejerne

Den lempelige pengepolitik fra ECB er med til at holde de danske boligrenter i ekstremt kort snor. Og dagens fastholdelse af renten på det hidtil laveste niveau i ECB understreger blot, at der ikke er det store i sigte, hvad angår rentestigninger. Draghi formåede aldrig at sætte renten op i sine otte år på posten, og markedet byder heller ikke på forventninger til snarlige rentestigninger fra arvfølgeren, Christine Lagarde.

De historisk lave renter resulterer i klækkelige besparelser for danske boligejere, hvor boligejere i tusindvis lægger lånet om til en lavere rente på deres fastforrentede lån i disse dage. I sommer skyllede den største konverteringsbølge nogensinde ind over landet på 185 mia. kr. Det scenarie kan gentage sig her i oktober, hvor næste opsigelsesfrist lyder. Døren er under alle omstændigheder ikke smækket i efter mødet i ECB i dag. Kursen på det aktuelle toneangivende 30-årige 1%-lån tikker meget svagt op ovenpå rentemødet og lyder lige nu på runde 98,9.