Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Periskopet forår 2020

Periskopet forår 2020

9. april 2020
Gå til nyhedsoversigt

Dyb recession af ukendt varighed

Coronakrisen har vendt op og ned på alle vækstudsigter. I skrivende stund er der fortsat stor usikkerhed omkring, hvornår landene bliver åbnet op igen, og dertil stor usikkerhed omkring, hvor lang tid en normalisering af aktiviteten kommer til at tage. Det følgende er derfor mere antagelser end prognoser.

Med så stor usikkerhed om fremtiden kan det diskuteres, om en konjunkturrapport som denne overhovedet skal udsendes lige nu. Vi mener imidlertid, at det selv i tider med stor usikkerhed er nødvendigt med nogle ideer om, hvor økonomierne potentielt kan bevæge sig hen.

Med den enorme usikkerhed in mente er det vores bud, at Coronakrisen vil føre til en dyb recession i verdensøkonomien i 2020, formentlig dybere end under finanskrisen. På et tidspunkt ebber virussen (forhåbentlig) ud, og økonomierne kan blive genstartet. Bedringen blive kraftig, fordi regeringer og centralbanker verden over har lempet finans- og pengepolitikken uhørt hurtigt og uhørt meget. Vi mener dog samtidig, at kan tage flere år, inden økonomierne er tilbage på niveauerne fra før Coronakrisen.

På den baggrund forventer vi et fald i eurozonens og i USA’s BNP i år på mellem 5 og 10 pct. I 2021 forventes vækstraterne igen at være positive.

Vedrørende dansk økonomi arbejder vi ud fra tre scenarier, hvor den ene er mere negativ end den anden. Fremtiden ser på den korte sigt dyster ud, men vi tror på en kort recession og hurtig genopretning.

Konsensus på finansmarkedet er, at der kun vil være recession i den globale økonomi i første halvår, efterfulgt af en kraftig fremgang i andet halvår. Vi tvivler dog på, at det kommer til at gå så hurtigt. Risikoen er, at f.eks. beskæftigelsen, privatforbruget og erhvervsinvesteringerne bliver påvirket negativt i længere tid, end hvad de fleste forventer i øjeblikket.

Et er dog meget sikkert: Der bliver en stor regning at betale tilbage på mange år ud i fremtiden, fordi statsgælden vil stige, og der er kun skatteyderne til at betale denne gæld. Enten i form af højere skatter end ellers og/eller i form af mindre velfærd end ellers.

Her kan du læse Periskopet forår 2020