Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Tyske turister flokkes om danske feriehuse

Tyske turister flokkes om danske feriehuse

22. juni 2022
Gå til nyhedsoversigt

Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at rekordmange tyske turister har booket et feriehus i Danmark i højsæsonen. Helt præcist har tyskerne booket 133.400 husuger ved udgangen af maj i højsæsonen, som tæller månederne juli og august. De to måneder byder traditionelt på sommerferie for de fleste. En booket husuge angiver, hvor mange hele ugers bookinger, der er foretaget. Statistikken går tilbage til 2005.

Der er i år rekordmange tyske bookinger hen over sommerferien i de danske feriehuse. Tallene viser med tydelighed, at corona er skubbet i baggrunden, og det betyder, at tyskerne igen valfarter til Danmark for at holde sommerferie. Omvendt er antallet af danske bookinger tilbage på det niveau, som kendetegnede tiden før corona, og det vidner om, at flere danskere igen tager udenlands.

I alt er der booket 200.105 husuger i de danske feriehuse i højsæsonen ved udgangen af maj, hvoraf de danske bookinger udgør 47.474. Det er en mere end en halvering i forhold til sidste år, hvor de stod for mere end 100.000 uger. Danskerne vinker med andre ord i højere grad farvel til at holde ferie i et dansk feriehus i højsæsonen. Omvendt valfarter de udenlandske turister til de danske feriehuse, og går 36,3% frem i forhold til samme tid sidste år.

Der er udsigt til, at det bliver endnu et heftigt år for de danske feriehusudlejere. Kaster vi et blik på bookingerne for resten af året ved udgangen af maj, så er der indtil videre booket 389.741 uger i danske feriehuse. På det eksakt samme tidspunkt sidste år, var der booket 383.314 uger. Det svarer til en stigning på godt 2%, og 2022 har dermed kurs mod endnu et godt år for feriehusene.

Vi forventer, at tendensen med færre danskere og flere udenlandske gæster fortsat kommer til at præge feriehusudlejningen. Med corona rykket i baggrunden er det lettere for danskere at rejse ud, og færre vil derfor booke et feriehus herhjemme, mens de udenlandske gæster vender tilbage.