Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Konkurserne stiger i august

Konkurserne stiger i august

6. september 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 230 konkurser i august blandt aktive virksomheder, når der tages højde for sæson. Det er en stigning fra 210 konkurser i forrige måned. Konkursstatistikken svinger typisk en del fra måned til måned, men gennem året har der været en klar opadgående tendens i antallet af konkurser. Med aktive virksomheder er der tale om virksomheder med ansatte eller virksomheder med en omsætning på mere end 1 mio. kr.

Hertil mistede 893 arbejdet i forbindelse med konkurserne i juli, hvilket er færre end i juni. Skulle man være så uheldig at miste jobbet i forbindelse med en konkurs, så er situationen fortsat, at ledigheden er meget lav, og at omkring 4 ud af 10 virksomheder melder om mangel på arbejdskraft.

Konkurserne stiger igen og fortsætter den opadgående tendens vi har set i år. Det er ikke helt uventet, at konkurserne stiger lige nu. Tusindvis af virksomheder har gennem foråret stået overfor tilbagebetaling af coronalån til staten. De fleste virksomhederne har fundet løsninger og er kommet godt igennem, men det gælder langtfra alle.

Forretningsudsigterne er samtidig blevet en del mere slørede. Efterspørgslen damper af, og omkostningerne er drønet i vejret. Virksomhederne har dog også noget at stå imod med i den her sværere tid, hvor bufferen i form af indestående i bankerne er øget og hvor salget i virksomhederne fortsat viser fornuftige takter. Den tiltagende modvind risikerer dog at trække endnu flere virksomheder med i konkursfaldet. Vi forventer derfor at se ind i en tid med et højere konkursniveau, end vi har været vant til under coronapandemien.

I årets første otte måneder har der i alt været 1.702 konkurser, hvilket er på niveau med tiden op til coronakrisen. I de første otte måneder i 2018 og 2019 var der knap 1.700 konkurser. Den seneste tids stigning kommer efter en tid, hvor konkurserne under coronakrisen har ligget ekstraordinært lavt, blandt andet som følge af hjælpepakker. I de første otte måneder i 2020 og 2021 var der 1.400-1.500 konkurser.

Skattestyrelsen har under coronakrisen udbetalt moms- og A-skattelån for godt 34 mia. kr. til i omegnen af 48.000 virksomheder. De lån skal betales tilbage i år og til næste år. De første og største tilbagebetalinger fandt sted 1. april og 1. juni på samlet 27 mia. kr. Langt det meste er tilbagebetalt eller der er oprettet en tilbagebetalingsordning hos Skattestyrelsen. I den seneste opgørelse fra juli, er der fortsat en rest på 1,4 mia. kr., som udestår. Den manglende betaling kan være et signal om, at konkurser kan være undervejs.