Færre stillingsopslag for femte måned i træk

Det er dog langtfra sådan, at bunden er gået ud på jobmarkedet.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Antallet af langtidsledige skumper

Nye tal fra Jobindsats viser, at der blev slået 23.888 nye stillinger op i juli. Det er rundt regnet et fald på 10.000 sammenlignet med måneden før, hvor der blev slået næsten 34.000 stillinger op.

Det er normalt, at der bliver slået færre stillinger op i juli som følge af sommerferie. Men selvom vi tager højde for sæson, er der underliggende også tale om et lille fald. Det er således femte måned i træk, at stil­lings­op­sla­ge­ne falder tilbage. Sammenlignet med toppen tidligere på året, hvor jobopslagene slog rekord i februar, så er stil­lings­op­sla­ge­ne faldet med 15%, når vi tager højde for sæson.

Dampen går af jobmarkedet, hvor jobopslagene falder for femte måned i træk. Der er kort sagt ikke samme behov for at ansætte som tidligere. Det er dog langtfra sådan, at bunden er gået ud på jobmarkedet, og vi kommer fra et ekstremt højt tempo. Men de nye tal melder sig i koret blandt flere nøgletal om en økonomi, der sænker farten.

Selvom antallet af nye stil­lings­op­slag falder, så blev der i et historisk lys slået ganske mange stil­lings­op­slag op i juli. Statistikken går helt tilbage til 2004, og juli i år står for det næsthøjeste nogensinde for en juli måned. Derfor fortæller tallene dels, at farten aftager, men dels at bunden på ingen måde er gået ud. Der er således fortsat efterspørgsel efter arbejdskraft, men ikke i samme omfang som tidligere.

Beskæftigelsen slår den ene rekord efter den anden, men vi forventer ikke, at be­skæf­ti­gel­ses­frem­gan­gen kan holde den høje hastighed. De seneste tal viser, at 2.956.000 personer er i arbejde i Danmark, og foreløbig er beskæftigelsen i gennemsnit steget med næsten 8.000 hver måned i 2022. Men med den lavere fart forude og det lavere antal stil­lings­op­slag kommer det næppe til at gentage sig det næste halvår. Vi ser, at beskæftigelsen vil indtage en ny position med et markant lavere tempo, og det er ikke usandsynligt, at den kan falde. I tillæg har vi senest set ledigheden stige en smule.

Usikkerheden for dansk økonomi er aktuelt stor, og modvinden er taget kraftigt til. For­bru­ger­pri­ser­ne stiger med det højeste i 39 år, og det trækker købekraft ud af de danske forbrugere. For­bru­ger­til­li­den var i juli rekordlav, og statistikken går vel at mærke tilbage til 1974. Det vidner om, at de danske forbrugere kan blive mere til­ba­ge­hol­den­de. Pri­vat­for­bru­get står for næsten halvdelen af dansk økonomi, og med et fald i pri­vat­for­bru­get vil vi også se et slag til den samlede danske økonomi og et lavere behov for arbejdskraft. Hertil kan eksporten også blive ramt. Særligt den europæiske økonomi er udsat efter Ruslands invasion af Ukraine, og et slag til europæisk økonomi vil også påvirke Danmark negativt.

Relaterede artikler