Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
54% flere tyske overnatninger i danske feriehuse

54% flere tyske overnatninger i danske feriehuse

24. august 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 1,99 mio. tyske overnatninger i danske feriehuse i juli. Det er 54% flere end samme måned sidste år. Det er det højeste niveau for en juli måned i 3 år. Statistikken går tilbage til 2004.

Tyskerne har i hobetal krydset grænsen i juli, hvor de igen har overnattet i et dansk feriehus. Coronakrisen med alle dens ulyksaligheder er fejet til side, og det betyder, at biler med tyske nummerplader igen fylder op i landskabet. Antallet af danske overnatninger falder massivt tilbage, da de i lighed med tyskerne valfarter udenlands for at holde ferie. Det giver et feriebillede et udtryk der minder om tiden før corona.

Det samlede antal overnatninger i juli lyder på 4,23 mio., hvilket er lavere end i de foregående 2 år. De danske overnatninger udgør 1,63 mio., og er altså hele 46% lavere end samme måned sidste år. Det er dog ikke sådan, at danskerne er forsvundet fuldstændig fra de hjemlige himmelstrøg. Faktisk befinder antallet af danske overnatninger i juli sig på det tredjehøjeste niveau nogensinde kun overgået af corona-årene 2020 og 2021.

Også antallet af turister fra øvrige lande, som Holland, Sverige og Norge byder på fremgang i forhold til samme tid sidste år.

Ser vi på bookingerne til august ved udgangen af juli, så ser de gode tider for feriehusudlejerne ud til at fortsætte. Antallet af bookede husuger er godt nok lavere i år i august ved udgangen af juli end i de to foregående år, men niveauet befinder sig stadig over niveauet fra før corona. Tendensen er dog den samme – det er de udenlandske bookinger, som går frem, mens de danske bookinger går tilbage.