2021 ender med højeste detailsalg i 14 år

Omsætningen stadig ligger på et højt niveau.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Sådan var danskernes forbrug sammensat før krisen

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt 4,5% i december i forhold til november, når der korrigeres for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage. Det er anden måned i træk, at detailsalget falder tilbage.

Det mærkbart ringere detailsalg i december ser vi bunde i flere baggrunde. Dels en øget smitte, flere restriktioner og lidt større til­ba­ge­hol­den­hed hos forbrugerne. Dels en fremrykning af ju­le­ga­ve­ind­kø­bet. Og endelig kan også de eksploderende energipriser have haft sin indflydelse på forbruget.

Faldet i december ændrer dog grundlæggende ikke ved, at omsætningen stadig ligger på et højt niveau. I bund og grund er det fortsat flotte salgstal, som strømmer ud af den danske detailhandlen, og året 2021 ender med det højeste detailsalg siden 2007. Detailsalget steg i 2021 i forhold til 2020 med 4%. Sammenligner vi med 2019 og tiden før coronakrisen, så har detailsalget ligget næsten 8% højere i 2021.

Faldet i december er en lille streg i regningen, men trods faldet er det dybest set fortsat et imponerende detailsalg. Detailhandlen har haft brandvarme kasseapparater i 2021, som ender med at være det stærkeste i 14 år. Danskerne var i 2021 enormt købestærke og købelystne, når muligheden for at bruge penge bød sig, og det har fået kas­se­ap­pa­ra­ter­ne i detailhandlen til at rulle i høj fart. De stærke tal for detailsalget sætter en tyk streg under, at pri­vat­for­bru­get udgør en stor vækstmotor i dansk økonomi. Danskerne er købestærke med bugnende penge på bankkontoen og en rekordhøj beskæftigelse og stor jobsikkerhed.

I december faldt salget indenfor tøj og be­klæd­nings­gen­stan­de med 11%. Det er her, hvor de største fald og efterfølgende stigninger har fundet sted undervejs i coronakrisen. Vi skal dog have med i ligningen, at detailsalget ikke tager højde for nethandel på udenlandske hjemmesider. I december faldt andre forbrugsvarer med knap 6%. Fødevarer og andre dagligvarer faldt godt 1% og har med længder været den mest stabile del af detailhandlen under krisen.

Relaterede artikler