2021 bød på laveste antal konkurser i 6 år

Når vi ser ind i 2022, forventer vi, at der vil komme et moderat løft i konkurserne.

Lisette Rosenbeck ChristensenSeniorøkonomlrch@al-bank.dk38 48 47 60
Salget i hoteller og restauranter steg 6% i 3. kvartal - men endnu lang vej tilbage

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 194 konkurser i december blandt aktive virksomheder i Danmark, når der korrigeres for sæson. Med aktive virksomheder er der tale om virksomheder med ansatte eller virksomheder med en omsætning på mere end 1 mio. kr. Det bringer det samlede antal konkurser i 2021 op på 2.175, som er det næst laveste niveau siden 2015, hvor der var 2.011 konkurser.

Omfanget af konkurser har været yderst beskedent under hele coronakrisen, og 2021 var ingen undtagelse. Med 2.175 konkurser sidste år, tegner 2021 sig for det laveste antal konkurser i 6 år. Forklaringen skal findes i en massiv udrulning af hjælpepakker, coronakrisens korte karakter og endelig, at dansk økonomi i bund og grund er stærk og ramte coronakrisen i balance.

Når vi ser ind i 2022, forventer vi, at der vil komme et moderat løft i konkurserne, særligt når hjælpepakkerne ophører og udskudte til­ba­ge­be­ta­lin­ger af coronalån begynder at trænge sig på i det nye år. Der er dog ikke meget som tyder på, at der i 2022 venter en massiv konkursbølge, og skulle der komme et sådant moderat løft i konkurserne, er det ikke entydigt negativt. Det er nødvendigt for mar­keds­dyna­mi­k­ken, at konkurserne ikke holdes kunstigt nede over en lang periode, og at der er plads til konkurser.

Adgangen til løn­kom­pen­sa­tion og coronalån, moms- og skattelån, hos staten har uden tvivl haft en betydning for de mest pressede virksomheder. Mens kom­pen­sa­tions­ord­nin­ger­ne blev givet til virksomhederne, så skal lå­ne­ord­nin­ger­ne betales tilbage til staten i de kommende år. Det kan bidrage til at øge antallet af konkurser hen over de kommende år, hvor de mest nødlidende virksomheder kan blive nødt til at kaste håndklædet i ringen. Skat­testy­rel­sen har godkendt ca. 107.000 moms- og skattelån til godt 51.000 virksomheder til en samlet værdi af 36 mia. kr. Den store og første til­ba­ge­be­ta­ling til skat­te­for­valt­nin­gen står til at finde sted den 1. april, hvor momslån for knap 21 mia. kr. forfalder.

Relaterede artikler