Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Tiltagende lønvækst i 2. kvartal

Tiltagende lønvækst i 2. kvartal

16. august 2021
Gå til nyhedsoversigt

Friske tal fra Dansk Arbejdergiverforening viser en årlig lønfremgang på 3,1% i 2. kvartal, hvilket er det højeste siden 2009. Det er en markant højere lønstigningstakt, end vi var vidne til i 1. kvartal, som bød på en lønstigningstakt på 2,4%. Det betyder, at lønstigningstakten nu går forbi det niveau, som vi så inden krisen med en årlig lønstigning i omegnen af 2,5%. En ikke uvæsentlig detalje til tallene er, at de indsamlet i maj, hvor vi var i de første faser af genåbningen. Derfor siger de intet om udviklingen i de seneste tre måneder, hvor manglen på arbejdskraft er mærkbart tiltaget.

Med til at forklare den tiltagende lønvækst er dog en række forhold. Flere lokale lønforhandlinger er udskudt som følge af corona fra foråret til efteråret 2020, og påvirker derfor tallene. Derudover drives lønudviklingen især af bidrag fra genebetalinger, fritvalgsordninger og pension.

Danskerne har år efter år fået mere i lønningsposen, og det har krisen i det store og hele ikke ændret synderligt på, selvom den ramte dansk økonomi med en forhammer. I krisens indledning fik lønningerne et mindre tilbageslag, men er siden vendt hurtigt retur til udgangspunktet. Og det er netop billedet på coronakrisen, som er opstået som følge af en pandemi og ikke en økonomi som var kommet ud af balance, og derfor ser vi også, at lønudviklingen nu for andet kvartal i træk er tilbage på sporet.

For alle tre erhverv, som statistikken fra Dansk Arbejdergiverforening dækker over, er lønningerne nu er over det niveau, som vi op til krisen. Den største fremgang ser vi inden for byggeriet, som har en stigningstakt på 4,0% i 2. kvartal mod 3,7% i 1. kvartal. Det går hånd i hånd med, at netop byggeriet melder om travle tilstande, og hvor meldingerne om mangel på arbejdskraft er kraftigt forøget de seneste måneder. Også i servicesektoren og i industrien er der fremgang at spore, hvor lønstigningstakten i 2. kvartal lyder på henholdsvis 3,1% og 2,8%

Når der flere steder fra er meldinger som flaskehalse og mangel på arbejdskraft, så kan det næste opmærksomhedspunkt gå hen og blive løninflation. Det er dog ikke noget, som vi endnu ser i tallene for alvor til trods for stigningen i dagens tal. For ledigheden er raslet ned og står på dørtærsklen til ledighedsniveauet før krisen og dermed også den strukturelle ledighed. Fortsætter ledigheden ræset mod bunden, så kan det sætte pres på lønningerne herhjemme.