Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Nationalbanken skruer ned i forsvaret af kronen

Nationalbanken skruer ned i forsvaret af kronen

2. november 2021
Gå til nyhedsoversigt

Nationalbanken har netop offentliggjort tal for interventioner og valutareserve i oktober. De nye tal viser, at Nationalbanken i oktober har interveneret for sølle 1,5 mia. kr., som tilmed kan være kommet tidligt på måneden. Til sammenligning intervenerede Nationalbanken for 23,4 mia. kr. i september. Valutareserven blev i oktober reduceret med 9,8 mia. kr. i oktober, hvor staten indfriede lån i udlandet for 10 mia. kr.

Nationalbanken har ligget og forsvaret kronen siden februar, hvor den i alt nu har kastet 74,5 mia. kr. efter interventioner, hvor de har solgt kroner og købte udenlandsk valuta. Hertil leverede Nationalbanken en selvstændig dansk rentenedsættelse i september på 0,10%point. Det har de gjort for at svække kronen, som ligger til den styrkede side i forhold til pariteten defineret med fastkurspolitikken.

Trykket er lettet på kronen, og efter et mærkbart forsvar i september, så har Nationalbanken i oktober markant skruet ned for forsvaret. Vi skal dog huske på, at det sker efter interventioner for noget nær 75 mia. kr. gennem det seneste halve års tid, og hvor de til sidst også skød en rentesænkning afsted. Nationalbanken er ikke nødvendigvis helt færdige endnu, som vi først og fremmest kan komme med interventioner. Kronen ligger stadig styrket og et godt stykke fra pariteten, mens pengemarkedsrenterne renter heller ikke fuldt ud har slugt den seneste rentesænkning fra Nationalbanken.

Nationalbanken har med interventionerne og en selvstændig dansk rentenedsættelse formået et tilte kronekursen lidt mere tilbage mod retning af pariteten, og derfor ser vi også en Nationalbank, som skruer ned for forsvaret. Men den er fortsat styrket. Aktuelt handles kronen tæt på 744,0 mens den blev handlet i 743,6 i slutningen af september kort før den danske rentenedsættelse. Paritetskursen overfor euroen er 746,038 og der har kronen ikke været i halvandet år nu. Det er ikke fordi, at kronen absolut skal ramme pariteten, da den blot skal bevæge indenfor nogle relativt brede bånd, men kronekursen har i den seneste periode været på sit stærkeste siden 2017.

I foråret 2020 var billedet det stik modsatte med en svækket krone. Dengang intervenerede Nationalbanken også, men med modsat fortegn, hvor de købte kroner og solgte udenlandsk valuta for at styrke kronen. Og samtidig hævede de renten. Det fik kronen tilbage på ret køl, men har således sidenhen krydset pariteten til den nu styrkede side, hvor det er salg af kroner og rentenedsættelse, som er på tegnebrættet.