Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Eksporten steg i februar - vareeksporten slår ny rekord

Eksporten steg i februar - vareeksporten slår ny rekord

9. april 2021
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af varer og tjenester steg med 0,9% i februar, når man tager højde for sæson. Dermed stiger eksporten for anden måned i træk. Bag stigningen i februar ligger en stigning i vareeksporten på 1,9%, mens tjenesteeksporten faldt med -0,9%.

Eksporten er kommet rigtig flot ud af starthullerne i 2021. Og tilmed i en periode præget af smitte og delvise nedlukninger i mange af vores handelslande. Det her er et rigtig fint afsæt til en nu endnu lysere tid i vente med foråret, genåbninger og vaccineudrulning, hvilket vil give yderligere medvind til samhandlen og dansk eksport. Behovet er der også, efter 2020 i sin helhed håbløs for eksporten, og vi kan ikke skjule os bag, at andre landes eksportnedgang var endnu værre.

Særligt vareeksporten er braget frem her i starten af 2021. Og faktisk med så meget, at der er tale om ny rekord for vareeksporten. Det er imponerende og giver et tydeligt billede af en coronakrise, hvor de vareproducerende erhverv er kommet væsentligt nådigere gennem krisen. Vareeksporten er i dag 1,5% højere i forhold til januar sidste år.

Omvendt har tjenesteeksporten været det store bytte for coronakrisen. I februar lå tjenesteeksporten fortsat 16,3% lavere sammenlignet med januar sidste år, hvor eksporten toppede, inden krisen verden over for alvor begyndte at kradse.

Udsigterne for den globale økonomi er forbedret på det seneste, og det giver også bedre forudsætninger for den danske eksport. Tidligere på ugen kom IMF med deres prognose, som bød på en væsentlig opjustering til væksten i 2021 på det globale plan til 6,0% mod tidligere 4,4%. Dog skiller europæiske økonomi sig negativt ud, og der er udsigt til, at eurozonen bliver hægtet en anelse af. Det er ærgerligt i dansk kontekst med øjnene rettet på eksporten, hvor knap 400.000 danske jobs er knyttet til.

Dansk eksport er traditionelt mindre konjunkturfølsomt med et højt fokus på medicin og vindmøller, men eksporttallene gennem det seneste år viser med al tydelighed, at vi som eksportland langt fra er immune overfor nedgang i den økonomiske aktivitet. Det er vores forventning, at eksporten vil få mere fart på i løbet af året som følge af stigende økonomisk aktivitet i vores samhandelslande.