Beskæftigelsen stiger for 6. måned i træk efter coronachok

Tal fra Danmarks Statistik viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen stiger for 6. måned i træk ovenpå coronakrisen. Læs mere og hold dig opdateret her »

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
1.500 meldte sig ledige 2. juli - det store efterskælv er foreløbig udeblevet

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at løn­mod­ta­ger­be­skæf­ti­gel­sen steg med 3.100 personer i november. Det betyder, at beskæftigelsen nu er steget uafbrudt i seks måneder, hvor den er braget frem med omkring 56.500 personer. Der er med novembers tal i alt lige knap 2.780.000 personer beskæftigede i Danmark.

Med endnu en stærk fremgang i beskæftigelsen i november har det seneste halve års genopretning foreløbig budt på mere end 56.000 flere personer i beskæftigelse. Det er et astronomisk tal, når vi taler om jobvækst i Danmark over så kort en periode. Men til trods for den nye og stærke jobskabelse, så er vi stadig ikke kravlet op af det store hul, som der blev gravet, da coronachokket ramte os sidste forår. Det lægger lidt et låg på glæden, og vi kommer først helt op af det hul og vender tilbage til rekordhøj beskæftigelse om et års tid, hvis alt ellers går vel.

I begyndelsen af coronakrisen dykkede beskæftigelsen med godt 77.000 personer. Der er således fortsat mere end 20.000 færre personer i beskæftigelse i Danmark sammenlignet med februar, som bød på den højeste beskæftigelse nogensinde i Danmark med mere end 2,8 mio. personer.

Situationen i samfund og økonomi har dog ændret sig siden november, hvor smitten har været høj gennem de seneste måneder, og re­strik­tions­ni­veau­et er øget markant. Det bider på økonomien, og vi forbereder os derfor også på, at beskæftigelsen igen vil pege en anelse ned, når vin­ter­må­ne­der­ne gøres op. Nyere ledighedstal peger også på, at ledigheden er en anelse forhøjet igen. Vi forventer derfor, at beskæftigelsen vil pege en snas ned over de næste måneder uden dog at sætte den overordnede økonomiske situation over styr, hvor vi for året som helhed forventer mærkbar be­skæf­ti­gel­ses­frem­gang.

Selvom vi står i en aktuel træls situation i dansk økonomi med et forventet mindre be­skæf­ti­gel­ses­fald i sigte, så er udsigterne ikke i nærheden af at være lige så dystre som i foråret. Alt peger på, at vi økonomisk går mere nådigt gennem det aktuelle slag til økonomien end sidste. Vi står på et både kortsigtet og langsigtet mere robust fundament i dag. På det korte sigt forhindrer blandt andet løn­kom­pen­sa­tion et større fald i beskæftigelsen, og på det lange sigt fordrer vaccinerne til et stærkt økonomisk comeback senere på året.

Vi har netop foretaget en nedjustering af væksten i dansk økonomi for 2021 til 2,1% mod tidligere 3%. Nedjusteringen kommer alene på baggrund af den nuværende situation, hvor dansk økonomi er kommet langsomt gående ind i det nye år. Vi ser omvendt stadig, at økonomien kommer kraftigt tilbage i takt med sommeren og vac­ci­neud­rul­nin­gen. Men det nuværende økonomiske gå-tempo vil dog hive den samlede gennemsnitstid for året ned til trods for et høj hastighed i den sidste del af året. Det samme vil afspejle sig i beskæftigelsen.

Der har under krisen været massiv forskel mellem brancherne. Det største dyk og til dels også efterfølgende fremgang er indenfor Kultur og fritid samt Handel og Transport, hvor vi blandt andet finder hotel- og re­stau­ra­tions­bran­chen. Det er også i de brancher, som vi forventer at se de største tilbagegange i forbindelse med den seneste smitte og delvise nedlukning, og igen den største stigning i forbindelse med det økonomiske comeback senere på året. Således er tendensen den, at dem som tabte flest arbejdspladser i begyndelsen af krisen, også er dem, som har etableret flest, når det er gået frem.

Relaterede artikler