Beskæftigelsen steg 2.700 i februar

Beskæftigelsen formår igen at stige, efter den faldt i december og januar.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Der går Coronavirus i boligmarkedet

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at løn­mod­ta­ger­be­skæf­ti­gel­sen steg med 2.710 personer i februar. Dermed formår beskæftigelsen igen at stige, efter den faldt i december og januar. Særligt januar var hård på det danske arbejdsmarked, som bød på det største fald siden starten af krisen. Faldet i januar justeres samtidig en hel del ned til -14.600 fra tidligere -21.600 personer i dagens of­fent­lig­gø­rel­se. Med dagens tal er der i dag 2.762.000 lønmodtagere beskæftiget i Danmark.

Det er stærkt at se beskæftigelsen komme tilbage på sporet i en februartid, hvor nedlukningen stadig omklamrede økonomien i mærkbar grad. Det giver et virkelig stærkt udgangspunkt til de kommende måneder, hvor jeg er stensikker på, at beskæftigelsen får vinger hjulpet på vej af genåbningen suppleret af fe­ri­e­pen­geud­be­ta­lin­gen. Vi går en god tid i møde, hvor optimisme og fremgang igen vil male billedet efter en trist vinter malet i mørke farver.

Beskæftigelsen er med dagens tal i runde tal 38.000 lavere sammenlignet med før krisen. I krisens begyndelse dykkede beskæftigelsen med knap 76.000 personer, hvorefter den siden er gået frem i nu syv ud af de seneste ni måneder. Inden krisen nåede beskæftigelsen at slå ny rekord sidste år i februar med lige knap 2,8 mio. personer.

Vi forventer, at 2021 bliver et rigtig stærkt be­skæf­ti­gel­ses­år herfra, og der er god grund til at holde optimismen høj for dansk økonomi. Genåbningen går godt og er fremrykket på flere punkter, hvilket er højaktuelt lige netop i dag med genåbning af restauranter og caféer. Samtidig løber vac­ci­na­tio­ner­ne i baggrunden, og så har danskerne ophobet penge og forbrugslyst, som vil sparke gang i forbruget. Vi ser beskæftigelsen vokse med i omegnen af 30.000 gennem den resterende del af året.

Mere friske ledighedstal fra Be­skæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et viser desuden, at antallet af ledige personer er faldet med næsten 25.000 personer siden midten af februar. Typisk falder ledigheden vel at mærke i løbet af foråret, så en del er sæson, men genåbningen og en generel økonomisk for­års­op­ti­mis­me har bestemt også sin berettigelse i tallene.

Der er stor forskel på, hvordan de enkelte brancher har oplevet coronakrisen, og det giver sig tydeligt udslag i beskæftigelsen. De hårdeste hug finder vi inden for hoteller og restauranter, som driver en meget stor del af be­skæf­ti­gel­ses­fal­det under coronakrisen. Også i kultur og fritid er beskæftigelsen faldet mærkbart. Omvendt er der flere steder, hvor beskæftigelsen i dag ligefrem er højere sammenlignet med inden krisen. Det gælder ikke mindst i byggeriet, som har lukreret på coronakrisen og det tilhørende buldrende boligmarked. Samtidig bidrager beskæftigelsen indenfor det offentlige også med at holde hånden under beskæftigelsen, hvor særligt beskæftigede indenfor sundhed og socialvæsen er vokset.

Relaterede artikler