Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
20.271 solgte personbiler i juni – hver tredje var en opladelig biltype

20.271 solgte personbiler i juni – hver tredje var en opladelig biltype

1. juli 2021
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal fra De Danske Bilimportører viser, at der i juni blev solgt 20.271 personbiler, hvilket er ca. 3.200 flere end i maj svarende til 19%. Af de ca. 20.000 personbiler, som danskerne har købt i juni, udgøres en tredjedel af salget af opladelige biltyper som hybrid- og elbiler. Det er en klar pil op fra de første måneder af året, hvor den type biler har udgjort omkring en fjerdedel af bilsalget.

Bilsalget har for alvor fundet tilbage til melodien fra før krisen, hvor bilsalget har fundet mere ro ovenpå et tumultarisk 2020 og en ditto indledning på 2021. Over to omgange har bilsalget været sendt i dørken af nedlukninger som følge af coronarestriktioner, hvor usikkerhed om bilafgifter blot skubbede endnu mere til udsvingene undervejs især i efteråret sidste år. Men med nedlukninger og usikkerhed om fremtidens bilafgifter fejet af banen har danskerne igen fundet vej tilbage til landets bilforhandlere, hvor der i årets første seks måneder er kørt ca. 97.000 personbiler over kantstenen hos bilforhandlerne. Det er 9% flere end samme tid sidste år.

Bilsalget har for alvor genfundet melodien fra før krisen ovenpå et kaotisk 2020 og en lige så kaotisk indledning på 2021, som bød på nedlukninger og massiv usikkerhed om bilafgifterne. Det vidner om, at roen atter har indfundet sig for bilsalget, og at forbrugerne har lysten og kraften til at købe bil, og at det der har holdt dem tilbage primært skal tilskrives restriktioner, smittefrygt og usikkerhed om bilafgifterne.

Vi ser bilsalget fortsætte de gode takter i den kommende tid, hvor genåbningen og vaccineudrulningen kører ufortrødent videre. Med til den historie hører også, at danskerne har set deres bankindlån vokse, hvor der i øjeblikket står mere end 1 billion kr. på helt almindelige indlånskonti, hvortil kommer, at usikkerheden om bilafgifterne er væk. Det giver alt sammen gode forudsætninger for bilsalget.

De opladelige biltyper fortsætter opturen

En tredjedel af bilsalget i juni var en opladelig biltype som hybrid- eller elbil. Salget af de opladelige biltyper fortsætter dermed de fine takter og lægger endda yderligere til i juni, hvor de fylder mere i salget af personbiler end tidligere. Det er særligt hybridbilerne, som er populære i øjeblikket. Salget af hybridbiler udgjorde 22,5% af bilsalget i juni, mens 11,2% var elbiler. Med fremtidens bilafgifter på plads, er der stort potentiale for, at fremgangen fortsætter for de opladelige biltyper i tiden frem.