Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Medicin og maskiner trak industrien op før Coronaslag

Medicin og maskiner trak industrien op før Coronaslag

6. april 2020
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at industriproduktionen i Danmark steg med 2,1% i februar i forhold til januar. Stigningen er midlertid drevet af mærkbare vækstbidrag fra medicinalindustrien og maskinindustrien, hvor blandt andet vindmøller er inkluderet i sidstnævnte. Trækker vi de to delindustrier ud af ligningen, er der tværtimod tale om et fald i industriproduktionen på -0,3%.

Der lige dele sødt og surt i dagens industrital. Det søde kommer af, at det bekræfter vores mindre konjunkturfølsomme industri med et højt fokus på medicin og vindmøller. Det sure kommer af, at industriproduktionen fratrukket de to fokusområder allerede haltede i februar. Og det er vel at mærke inden Coronakrisen kommer til at feje benene væk under industrien for en periode. Jeg forventer, vi kommer til at se et stort fald for marts, hvor nogle industrivirksomheder har været nødsaget til at køre på nedsat blus med store dele af landet lukket og hul i forsyningskæder på baggrund af den verdensomspændende hærgen af Coronavirus.

Særligt industriens omsætning rettet mod udlandet led et knæk i februar. Her faldt den med 4,8% i forhold til januar, som kan være første tegn på, at der går Corona i tallene, om end de alene dækker til og med februar. Omvendt steg industriens omsætning på hjemmemarkedet med 2,7%.

Ser vi frem, har coronavirussen bredt sig til hele verden, og alle de økonomiske nøgletal peger på en akut opbremsning i verdensøkonomien, hvorfor jeg forventer en væsentlig forværring af industriproduktionen den kommende tid. Med en hurtigt voksende ledighedskø er der ingen tvivl om, at Danmark befinder sig i recession, og der er ingen tvivl om, at dansk økonomi bliver hårdt ramt. Da finanskrisen ramte, faldt industriproduktionen med lidt over 25 procent over halvandet år. Denne gang tror vi, at faldet kommer hurtigere, men en lille trøst er, at den danske industriproduktion står godt rustet i forhold til mange andre lande. Den danske industriproduktion er generelt mindre konjunkturfølsom med et høje fokus på medicin og vindmøller, men det kræver naturligvis, at virksomhederne kan få de nødvendige input fra deres udenlandske leverandører, hvilket ikke kan være sikkert i øjeblikket.