Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Ledigheden rammer det laveste siden udgangen af marts

Ledigheden rammer det laveste siden udgangen af marts

12. august 2020
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal Beskæftigelsesministeriet viser, at ledigheden nu er faldet med 9.635 personer siden 1. august. Dermed rammer ledigheden det laveste siden 31. marts. Den samlede ledighedskø lyder ifølge den netop offentliggjorte statistik på 172.870 personer.

Havde man spurgt mig for bare et par uger siden, ville jeg på ingen måde have turde sætte næsen op efter et fald i ledigheden på knap 10.000 personer. Men det er nu engang den yderst behagelige overraskelse, som vi nu kan konstatere, hvor vi i stedet havde frygtet et nyt hop i ledigheden og i bedste fald blot håbet på en flad udvikling. Det er altid dejligt at blive positivt overrasket. Selvom vi står i et stort økonomisk tilbageslag, så tegner der sig altså nogle positive konturer, hvilket vi skal tillade os at glæde os over.

Trods faldet i august er ledigheden fortsat sendt markant i vejret i forbindelse med coronakrisen. Således er ledighedskøen blevet godt 41.000 personer længere fra og med 9. marts. Vi skal i tallene også huske på, at der endnu er mange, som melder sig ledige, hvor der alene i august har været knap 14.000 ledighedstilmeldinger. Men eftersom der er endnu flere, der afmelder sig ledighed, ser vi køen af ledige skrumpe i øjeblikket. Det vidner om, at der er kommet lidt gang i hjulene igen flere steder i økonomien, selvom vi stadig står i et hårdt tilbageslag.

Vi ser dog en mærkbar risiko for, at ledigheden igen kan begynde at pege op over den kommende periode. Blandt andet udløber lønkompensationen mod slutningen af august, og selvom langt færre er på lønkompensation i dag, hvor vi tror på, at de fleste er kommet tilbage i arbejde, så forventer vi omvendt ikke, at alle kommer tilbage i arbejde. Hertil går vi en tid i møde, hvor mange virksomheder forholder sig til en måske ny økonomisk situation og tabt omsætning, som kan resultere i at skære i medarbejderstabene. Her tænker jeg særligt på de brancher, som ikke har været først og hårdest ramt af coronakrisen. Herudover kan der stadig være afskedigelser tidligere under krisen, som først melder sig i statistikkerne senere som følge af opsigelsesvarsler.

Udviklingen i august har alt i alt vist sig som ekstremt positiv. Og uden at blive jubeloptimister, så er faldet i ledigheden yderst glædeligt, og det bidrager til vores forsigtige optimisme for dansk økonomi. Situationen er dog ikke uden risici, og ledigheden er stadig meget høj. Så selvom retningen har set god ud, så vandrer vi i en skrøbelig tid. I toppen af risikolisten er et privatforbrug i stampe, en eksport i et længerevarende lavere niveau samt coronakrisens ringe i vandet til øvrige dele af økonomien, som kan blive værre end først antaget. Og så naturligvis en ny smittebølge, som vi har set tydelige konturer af flere steder i verden.

Der går også bedre i erhvervslivet

Danmarks statistik har her til morgen offentliggjort den foreløbige erhvervstillid for august, som stiger til 84,8 mod 80,5 i juli. Dermed er erhvervstilliden steget tre måneder i streg nu. Dog ligger den fortsat på et markant lavere niveau end inden krisen, som peger på, at situationen endnu er skrøbelig, og at få men afgørende elementer kan få det til at gå den forkerte vej igen. Coronakrisen er på ingen måde overstået.

Samtidig er der ikke skyggen af coronakrise at spore i konkursbegæringer. De seneste fem uger har antallet af begæringer om konkurs i gennemsnit ligget på omkring 80 om ugen, hvilket ligefrem er lavere end under normale tider uden coronakrise. Således var der i gennemsnit 174 konkursbegæringer om ugen i 2019. I tillæg vurderer lidt færre virksomheder at må dreje nøglen om over de kommende tre måneder. Det er yderst positivt, at det går i den retning. Det er dog fortsat omkring hver 10. virksomhed som ser vis en risiko for konkurs, og vi forventer også, at pilen vil pege op for konkurser, når vi bevæger os længere frem i tid.