Ikke skyggen af coronakrise i konkurser i Danmark

185 aktive virksomheder gik konkurs i august.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Danske virksomheder smider en del af pessimismen fra sig - men der er endnu langt til optimisme og glade dage

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at 185 aktive virksomheder gik konkurs i august. Det er en lille stigning fra julis 179, men antallet er intet ud over det normale sammenlignet med tiden uden coronakrise. I perioden fra marts til august, hvor coronakrisen har været en markant modspiller hos mange danske virksomheder, har det gennemsnitlige antal af konkurser ligget på 181 om måneden. Til sammenligning var der i de samme måneder 2019 i gennemsnit 205 konkurser.

Selvom vi ikke ser skyggen af coronakrise i det samlede omfang af konkurser, så er der med stor sandsynlighed tale om et skønmaleri. Dagens tal afspejler på ingen måde billedet i dansk erhvervsliv, som i høj grad har været påvirket af cor­o­navirus­sens indtog i samfundet. Og godt nok har flere ting bevæget sig til den bedre retning i dansk økonomi på det seneste, men det er alt for tidligt at drage et lettelsens suk. Vi forventer, at pilen for konkurser kommer til at pege op lidt længere ude i fremtiden, men hurtige og omfattende hjælpepakker har været med til at holde en vis hånd under en del virksomheder, hvorfor vi heller ikke ser nogen eksplosion af konkurser i sigte.

Heller ikke i begæringer om konkurs, som vel at mærke er opdateret til og med sidste uge, er der noget nyt at spore. I løbet af de seneste fire uger har der i gennemsnit været 89 begæringer om konkurs om ugen. Det er lavere, end det vi oplever under mere normale tider.

Ifølge Danmarks Statistik melder langt størstedelen af virksomhederne fortsat om at være påvirkede af cor­o­navirus­sens restriktioner ved en spørgerunde. I industrien, ser­vi­ce­bran­chen samt i detailhandlen taler vi om 9 ud af 10 virksomheder. Dog kan visse virksomheder også være decideret positivt påvirkede, hvilket særligt ses i detailhandlen. En ganske høj andel ser en vis risiko for at må gå konkurs over de kommende tre måneder. I helt runde tal er der tale om, at omkring hver 10. virksomhed ser en vis risiko - i større eller mindre grad - for at må lade sig afvikle over de kommende tre måneder som følge af coronavirussen. Det er et klart op­mærk­som­heds­punkt for økonomien.

Ser vi på tabte jobs som følge af konkurser, så forsvandt der 578 jobs i august, hvilket er mærkbart færre end i juli. Jobtabene er særligt at finde indenfor de brancher som er hårdest ramte som hoteller og restauranter. Med en forventet stigning i konkurser forventer vi dog, at det blandt flere årsager vil bidrage til flere tabte jobs og en højere ledighed over den kommende tid. Samtidig ser vi også mange virksomheder gå omkostningerne igennem for at imødekomme om­sæt­nings­ta­bet og en potentielt ny virkelighed. Det kan i en lang række tilfælde resultere i at skære i me­d­ar­bej­der­sta­ben.

Vi forventer uændret en relativt kort, men ekstremt dyb, nedgang i dansk økonomi. Den dybe recession vil unægtelig få flere virksomheder til at gå konkurs, men vi vil også se det ske over en ganske kort periode. Vi taler for nu ikke om en længerevarende krise med en længere periode med konkurser. Risikoen for, at det kan ende ud i en langvarig krise er dog fortsat til stede. Særligt et privatforbrug i stampe, en markant nedgang i eksporten eller en 2. smittebølge med ny smittefrygt og nedlukning kan blive afgørende for, om krisen ændrer karakter fra at være kort til lang.

Relaterede artikler