Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Flot bilsalg i august

Flot bilsalg i august

1. september 2020
Gå til nyhedsoversigt

I august blev der solgt 17.608 biler, viser netop offentliggjorte tal fra de danske bilimportører. Det er et fald på 7 pct. i forhold til juli. Faldet kommer ovenpå et højt bilsalg i juni og juli, og det betyder umiddelbart, at den milde ketchupeffekt i bilsalget er ovre for nu. Samlet set har bilsalget i august, juli og juni været 48 pct. højere end de tre foregående måneder.

Vi kan med dagens tal se, at juni og juli måneds opblomstring i bilsalget er aftaget lidt ind i den sidste sommermåned. Den milde ketchupeffekt, som har præget tallene i juni og juli, er altså ebbet ud, og vi forventer, at bilsalget skal finde et lavere niveau de kommende måneder – et niveau som er lavere end før vi gik ind i krisen. Det er helt naturligt, at efterspørgslen efter biler finder et mere stabilt leje og på et lavere niveau end før krisen, når vi står midt i et hårdt slag til dansk økonomi, hvor tusindvis er endt i ledighed.

Vi taler dog ikke om et niveau, som er meget lavere, da vi forventer, at det hårde slag vil være kortvarigt med fornyet økonomisk fremgang mod slutningen af året, som igen vil påvirke bilsalget i opadgående retning.

Det positive i dagens tal er, at bilsalget stadig holder et flot niveau. Var bilsalget faldet meget, ville jeg have tolket det som, at mange danskere og virksomheder ville reagere på den økonomiske usikkerhed, og det ville kunne forstærke den krise vi står i. Det er heldigvis ikke tilfældet endnu, og det skal vi glæde os over.

Når det er sagt, så må vi dog ikke glemme, at risikoen for en mere langvarig tilbagegang i dansk økonomi fortsat eksisterer. Vi er langt fra på den sikre side endnu. En mere langvarig krise vil også ramme bilsalget hårdere end vores nuværende scenarie.