Dyrere cigaretter og bolig holder inflationen oppe

Den nuværende inflation betyder, at en gennemsnitlig børnefamilie skal bruge 1.700 kr. mere.

Dyre cigaretter trækker priserne op, mens billig benzin trækker ned

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i oktober var 0,4 procent mod 0,6 i september. Tilbage i april var inflationen nede og vende på 0 procent, men er siden da steget. Det skal dog pointeres, at tallene er mere usikre i øjeblikket som følge af coronakrisen.

Inflationen holdes i øjeblikket nede af lave benzinpriser. Oliepriserne faldt meget voldsomt som reaktion på Coronakrisen, da store fald i verdenshandlen betød en meget lav efterspørgsel. Det har betydet, at oliepriserne og derved benzinpriserne i dag er væsentlig lavere end for et år siden. Omvendt trækker stigende udgifter til husleje og cigaretter op i inflationen. Når prisen på cigaretter trækker inflationen op med 0,36 procentpoint, så skyldes det, at man i foråret hævede afgifterne på cigaretter.

Sidste måned lød inflationen på 0,6 procent, og inflationen falder derved lidt tilbage. In­f­la­tions­tak­ten kan sagtens svinge fra måned til måned, men lige nu trækker faldet lidt ekstra opmærksomhed set fra min stol. Inflationen er i forvejen meget lav, og med en så lav inflation som vi har i øjeblikket, medfører faldet en øget risiko for deflation. Deflation er gift for økonomien, da faldende priser kan få forbrugerne til at udskyde deres forbrug, og som den økonomiske situation ser ud i øjeblikket ville et sådant scenarium være katastrofalt.

Den nuværende inflation betyder, at en gennemsnitlig børnefamilie skal bruge 1.700 kr. mere på at købe de samme varer og tjenester som for et år siden.

Ser vi fremad, er der flere modsatrettede effekter på spil. Det store slag til dansk økonomi har medført, at mange virksomheder er økonomisk pressede, og det kan give virksomhederne et stærkt incitament til at hæve priserne. Krisen har også betydet, at mange danskere har mistet deres arbejde, og det vil normalt være ensbetydende med en lavere inflation.

På trods af et stort slag til det danske arbejdsmarked forventer vi en hurtig bedring, og samlet set tror vi derfor, at priserne fortsat skal stige. Der vil dog fortsat være tale om afdæmpede pris­stig­nings­tak­ter.

Relaterede artikler