Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Antallet af hotelovernatninger er langt under niveau i juni

Antallet af hotelovernatninger er langt under niveau i juni

11. august 2020
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger på hoteller, feriecentre og vandrehjem i juni var 729.823 når der tages højde for normale sæsonudsving, hvilket er 120,6 procent flere end i maj.

Den gode nyhed er, at antallet af overnatninger stiger for anden måned i steg – hvilket naturligvis hjælper en hårdt presset industri. Den dårlige nyhed er, at vi stadig er 62 procent under niveauet fra juni sidste år.

Gæsterne forsvandt fra den ene dag til den anden som dug for solen, og er efterfølgende kun vendt stille tilbage. Selvom mange danskere har holdt ferie herhjemme, er det simpelthen ikke nok til at gøre op for de manglende udenlandske gæster, og det presser hotelbranchen helt i knæ.

Dagens tal dækker kun til og med juni og historisk set har særligt juli og august stået for eksplosioner i antallet af overnatninger. Således plejer overnatningerne juli og august mere end at fordoble sammenlignet med årets øvrige måneder. Derfor er det med økonomiske briller yderst bekymrende, at vi med stor sandsynlighed ikke kommer til at se samme eksplosion i antallet af overnatninger i år.

Selvom om nogle steder i landet har glæde af de ekstra danske turister, er det ikke alle dele af landet, der vil opleve fremgang. Vi forventer at, juli og august vil blive bedre måneder for de hotellerne, men de vil for mange ikke komme op på sidste års niveau.

Store dele af branchen står derved med en massiv manglende indtægt for de måneder, og den regning vil tage tid at få betalt tilbage. Den store joker bliver, hvor hurtigt og kraftigt de udenlandske gæster vender tilbage. Sidste år stod de udenlandske gæster for lidt over 40 procent af alle overnatningerne herhjemme, og det vil derfor være afgørende for branchen, at de vender hurtigt tilbage, om de så har lyst midt i coronausikkerheden er straks en anden sag.