Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
BNP-væksten i hopla i 2. kvartal

BNP-væksten i hopla i 2. kvartal

30. august 2019
Gå til nyhedsoversigt

BNP-væksten i 2. kvartal lød på 0,8%. Væksten i 2. kvartal sætter dermed en sløj start på året til vægs, hvor væksten i 1. kvartal blot lød på 0,2%. Det er en bekræftelse af BNP-indikatoren for godt to uger tilbage, viser dagens tal fra Danmarks Statistik.

Væksten i 2. kvartal kan især henføres til et stærkt eksportkvartal, som steg for både for varer og tjenester. Også privatforbruget skiller sig positivt ud trods et svagt bilkøb. Fraregner man det sløje bilkøb, steg privatforbruget med 1,1%.

Sammenligner vi den danske vækst med udviklingen EU og USA, så skiller Danmark sig ganske positivt ud. Kvartalsvæksten i EU og USA lød på henholdsvis 0,2% og 0,5% i 2. kvartal. Herunder oplevede Tyskland, som den største økonomi i Europa, tilmed negativ BNP-vækst. Det giver stof til eftertanke og er medvirkende til, at man endnu skal være påpasselig med at drage et lettelsens suk over det danske comeback i 2. kvartal.

Udenlandske risici svæver rundt som mørke skyer

Danmark sniger sig således udenom vækstafmatningen i Europa, men risiciene er så absolut fortsat intakte og talrige og svæver rundt som mørke skyer om landet. Senest er væksten på nogle af vores vigtigste eksportmarkeder gået et gear ned, handelskrigen er eskaleret, og et resultatløst Brexit spøger endnu. Alle dele kan påvirke vores eksport uafhængigt af hinanden og dermed dansk økonomi og arbejdspladser.

Selvom risiciene er talrige, så er det vigtigt at huske på, at det i bund og grund går godt i dansk økonomi uden væsentlige ubalancer. Blandt andet har husholdningerne under dette opsving været mere forsigtige og haft et større fokus på at spare op end hidtil. Vi fremstår derfor bedre rustede overfor udenlandske skyer. Paraplyen er stærk, men skulle de udenlandske skyer klynge sig sammen til et skybrud, kommer vi ikke helt tørskoet hjem.

Med dagens pæne BNP-tal forventer vi en vækst på 1,7% i år og 1,3% til næste år, hvor vi ser største vækstbidrag fra privatforbruget.