Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Udbredt optimisme hos virksomhederne

Udbredt optimisme hos virksomhederne

30. august 2018
Gå til nyhedsoversigt

Konjunkturbarometeret for august måned viser fortsat udbredt optimisme blandt virksomhederne herhjemme.

Særligt i industrien er stemningen i top og konjunkturbarometeret steg yderligere i august måned, hvor forventningerne til fremtidig produktion tog et nøk opad. I serviceerhvervene har konjunkturbarometeret ligget stort set fladt siden foråret, men på et højt niveau. Over sommeren steg andelen af virksomheder indenfor serviceerhvervene der oplevede mangel på arbejdskraft, men her i august er problemet aftaget noget og det er nu 16 pct. af virksomhederne hvor mangel på arbejdskraft udgør et problem.

Til gengæld er der fortsat udbredte problemer med at få den nødvendige arbejdskraft indenfor bygge- og anlægssektoren: knap hver tredje virksomhed melder om mangel på arbejdskraft. På trods af udfordringen med at finde nok hænder, så er ligger det samlede konjunkturbarometer for bygge og anlæg fortsat på et højt niveau.

I detailhandlen er optimismen aftaget lidt i august måned. Det skyldes primært et fald i vurderingen af den faktiske omsætning, da det har været svært at lokke kunderne væk fra stranden og ind i butikkerne i sommervarmen. Til gengæld ser sektoren mere lyst på de kommende måneders omsætning.

Alt i alt understreger dagens konjunkturbarometre at det går godt i dansk økonomi. Trods meldinger om et gradvist strammere arbejdsmarked er optimismen fortsat høj hos virksomhederne og der er ikke tegn på at dansk økonomi er tæt på en overophedning.