Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Lidt mindre optimisme hos forbrugerne

Lidt mindre optimisme hos forbrugerne

23. august 2018
Gå til nyhedsoversigt

Forbrugertilliden tog et lille dyk i august efter at have holdt sig oppe på et højt niveau i både juni og juli. Forbrugertilliden faldt til 7,8 i august fra 9,7 i juli, men trods det lille dyk er der stadig tale om en høj optimisme hos forbrugerne.

Det er særligt en mindre optimisme omkring familiens økonomiske situation om 12 måneder i forhold til i dag, der har trukket den samlede forbrugertillid ned i august. Det er ikke så mærkeligt i en situation, hvor mediebilledet er præget af usikkerhed i form af trusler om en global handelskrig, krise i Tyrkiet og store tab i et tørkeramt dansk landbrug.

Til trods for al usikkerheden er den reelle situation for de danske forbrugere dog ganske lys. I denne uge fik vi tal for jobvæksten i juni måned, der viste en fortsat solid fremgang i beskæftigelsen og generelt er danskernes privatøkonomi solid, med fremgang i både formuer og indkomster. Vi forventer derfor at forbrugertilliden holder sig på et fint niveau de kommende måneder og at privatforbruget vil være en vigtig vækstmotor for dansk økonomi også i de kommende kvartaler.